Auktionen over Stjær

Historien om Stjær-bøndernes kamp mod kammerherre Beringskjold (Af Helene Simoni Thorup).

I 2017 fik vi overrakt nøglerne til en gård, der hedder Peritshave. Den ligger midt mellem Stjær, Storring og Søballe, lige præcis der hvor sognene mødes.

I hånden fik jeg også en stak gamle udskrifter, som beskrev gårdens og Stjærs rolle i fordums tid. For præcis 250 år tidligere, nemlig i 1767, udspillede der sig dramatiske hændelser i Stjær. Og det er den historie, som jeg nu vil fortælle. Historien er fortalt før - sikkert også i Stjær Avis - men som alle gode sandfærdige historier, egner den sig til genfortælling.

Stjær stillede med ryttere til den nationale hær

Peritshave var en såkaldt ryttergård - og hørte under Skanderborg Rytterdistrikt. Det var iøvrigt alle gårdene i Stjær på det tidspunkt. Det betød, at hver gård havde pligt til at stille med en fuldt udrustet rytter i krigstid - og som i fredstid kunne tjene som karl på gården. Til gengæld slap gårdmanden for at betale skat og hoveri. Allerhelst så man, at det var bonden selv, der "red for gården", eller stillede med en søn, så regimentet fik en pålidelig mand.

Efterhånden blev det dog almindeligt at skaffe en karl, som skulle ride for gården på gårdens bekostning. Rytteren skulle have sin egen stue hos bonden, egen stald til hesten, fuld forplejning, en rød kappe, gule skindbukser, støvler, kølle, sabel, pistol, metalhjelm og filthat. Imponerende må det have set ud.

Ordningen blev indført i 1670 - og dermed gik man fra at hverve professionelle lejesoldater til en national hær. Erfaringer fra Norge viste, at de lokale bønder kæmpede godt for sig, når hjemmefronten var truet frem for brug af lejesoldater. Og det var ikke for sjov. I den store Nordiske krig (1700-1721) kæmpede vi i 21 år mod svenskerne. Det endte i øvrigt med, at Rusland blev den nye dominerende stormagt i Nordeuropa, og Ukraine mistede sin selvstændighed. Men det er en helt anden historie.

Stjær blev sat til salg

Knap 100 år efter at rytterdistrikterne blev indført tvang pengenød kongen til at sælge ud af kronens rytterdistrikter - og i 1767 kom turen til det Skanderborgske distrikt. Spekulanter og herremænd øjnede mulighed for at gøre gode forretninger. Bønderne var stavnsbundne og fulgte med gården i handlerne. Vilkårene under de danske konger var faktisk ofte rimelige - og slog høsten fejl fik bønderne lempelser. De private pengemænd havde i højere grad kortsigtet fortjeneste for øje. Så gjorde det mindre, at jorden blev udpint og bønderne forarmet.

Det var muligt for bønderne at købe deres egen gård. Men de måtte konkurrere på auktion på lige fod med andre, og det var svært at skaffe kapital, særligt fordi hele landsbyer blev solgt i en samlet pakke. Det krævede, at bønderne i fællesskab kunne skaffe den fornødne kapital. Og det var lige præcis det, som bønderne i Stjær gjorde. De agtede selv at købe deres egne gårde.

Bønderne fra Stjær var oppe imod den berygtede generalkrigskommissær Magnus Beringskjold. Han blev kaldt ‘Den onde kammerherre' - og han agtede også at gøre bud på byen - og fortsætte sin karriere som bondeplager her i Stjær.

Beringskjold startede i øvrigt sin karriere med at supplere sin indtægt med smugleri og spil, gik fallit, måtte flygte ud af landet, flakkede rundt i årevis, giftede sig til penge med en adelig dame i Mecklenburg, slap ud af sin gæld og blev adlet af den tyske kejser under falske foregivelser om sin slægts fortjenester. Det var altså ham Stjær-bønderne kunne se frem til at få som herre.

Auktionen og bedraget

Auktionen skulle løbe af stablen den 27. april 1767 på Skanderborg Slot. Men dagen før auktionen dukkede der en ukendt mand op i byen. Han hed Brendstrup - og meddelte med stor selvsikkerhed, at han agtede at købe byen. Det lykkedes dog bønderne at overtale ham til at trække sig fra handlen mod, at de betalte ham 200 rigsdaler - og lod ham stå for handlen og byde på vegne af Stjær-bønderne. De aftalte, at deres højeste bud var 120 rigsdaler pr. tønder hartkorn. Det hele blev nedskrevet i en kontrakt, dog ændrede Brendstrup i sidste øjeblik højeste bud til 110 rigsdaler - og bønderne underskrev. Auktionen gik i gang - og da hammeren faldt på 113 rigsdaler, spurgte auktionsholderen, hvis buddet var. Brendstrup svarede: Magnus Beringskjold!

Stjær bønderne var blevet bedraget. På vej hjem fra auktionshuset mødte de et par mænd, som de kendte. De fortalte om bedraget. Senere hen bliver denne samtale faktisk betragtet som tilstrækkeligt bevis på rigtigheden af bøndernes påstand - men der skulle gå flere år, før bønderne i Stjær blev frie.

Den onde kammerherre overtager Stjær

Magnus Beringskjold overtog byen. Forholdet mellem ham og bønderne blev selvsagt ikke venskabeligt. Bønderne påstod helt åbenlyst, at han ikke var deres herre - og det blev betragtet som oprør. Bønderne blev påtvunget hårdt arbejde, straf, store afgifter og skovrydning på egen grund og i byens skove.

Anden søndag i advent 1767 kom Beringskjold kørende fra Vejle på vej til Søbygård (ved Hammel), som han også ejede. I Stjær stoppede han midt i byen - og forlangte at få friske heste. Han kørte ind på Peder Nielsens gård, sønnesøn til Jens Nielsen, som boede på Peritshave. Peder Nielsen boede på den ryttergård i Stjær, som hed Anneksgården. Anneksgården har formodentlig ligget midt i byen tæt på skolen (nu børnehave), kirken og brugsen. I dag findes den ikke. Gården blev i næste generation delt i 2 og flyttet ud på Kollens Møllevej 33 og 37.

Nå, men tilbage til historien. Peder Nielsen ville ikke udlevere friske heste til Hr. Beringskjold. Beringskjold løftede sin stok for at prygle ham, men Peder løb sin vej. Beringskjold greb en pistol og sigtede på ham og råbte: ‘Stå kanalje! Jeg skal skyde dig som en hund’. Peder sparkede sine træsko af og løb - og reddede sig ved at springe om bag et hushjørne. Men Peder blev så syg af angst, at han mistede mælet i 14 dage. Præsten blev hentet og kunne bevidne, at det var sådan det skete.

Herefter befalede Hr. Beringskjold at karlen skulle trække hestene ud af stalden, men også karlen nægtede. Hr. Beringskjold kastede sig nu over karlen, som han pryglede. Han befalede, at karlen skulle bindes til vognen og slæbes efter vognen til Søbygård ved Hammel. Til sidst endte det dog med, at han fik 2 spand heste ud af en stald, så han kunne fortsætte sin rejse. Men alle bønderne i Stjær måtte møde på Søbygård ugen efter, hvor de måtte aflevere deres fæstebreve og fik indskrevet strengere fæstevilkår.

Senere sørgede Hr. Beringskjold for, at alle karlene og bøndernes sønner i Stjær blev tvangsflyttet til andre af hans godser, mens de til gengæld måtte afgive karle til Stjær by. Der gik dog ikke længe før folk rømmede deres nødtvungne pladser, og bønderne fik deres egne folk og sønner tilbage.

Bønderne lagde sag an mod Beringskjold

Bønderne i Stjær førte en sag, som senere blev anket til højesteret. I dommen blev det udtalt, at der ikke kunne være tvivl om, at bønderne var blevet bedraget, men at Beringskjold gennem kontrakten havde sikret sig, således at han ikke kunne dømmes. Det endte med, at bønderne i Stjær ikke blev selvejere i denne omgang. Det har uden tvivl været en bitter pille at sluge.

Fire sorte år fulgte, men lysere tider viste sig, da Hr. Beringskjold i 1771 blev efterfulgt af en Hr. Lichtenberg, som var noget mere medgørlig. Det lykkedes bønderne at lave en aftale med ham - og den 12. marts 1773 kunne bønderne i Stjær sætte deres navne under deres egne skøder til en pris af 113 rigsdaler, og dermed blev de endelig selvejere, 6 år efter auktionen.

Det var 15 år før det lysnede for resten af bondestanden i Danmark. I 1788 blev stavnsbåndet ophævet i hele Danmark - og alle bønder blev efterhånden frie.

For lige at gøre Beringskjold færdig, så var han i 1772 med i sammensværgelsen mod Struensee. Det gav ham kammerherretitel og en klækkelig statspension. Af gammel vane fortsatte han dog med at føre sammensværgelser mod sine tidligere fæller (det kan være svært at holde op, når en stor-konspirator først kommer i gang) - og til sidst mistede man tålmodigheden med ham. Han sad i fængsel de sidste 23 år af sit liv, først på Kastellet, så i Norge. Han døde i 1804, 83 år gammel, og ligger begravet i Stavanger.

Anneksgården i Stjær var opdelt i 2 halvgårde, og lå på ‘øen’ midt i byen sammen med skolen. Stjær havde omkring 19 gårde i år 1700.