Årsmøde hos KFUM-spejderne (2008-03)
Spejderne holdt årsmøde d. 10. marts.
Der har i det forløbne år været stor aktivitet hos spejderne, for tiden tæller spejdertroppen 20 ulveunder og 11 spejdere.
Læs denne afslutningsbemærkning fra formandens, Jan Thøgersen, beretning:
"Der er mange andre gode grunde til at sende ungerne til spejder. At være spejder ligner ikke nogen af de andre fritidsaktiviteter som man kan "gå til". At være spejder er at mødes som ligeværdige kammerater. Her handler det ikke om at vinde eller om at være "bedst" - men bare om at være sig selv.
Som spejder får man masser af frisk luft og masser af gode naturoplevelser. Man får nye venner i lokalområdet - og man lærer hinanden at kende på en anden måde end i skolen. Man lærer om naturen og samfundet ved at være der selv - og ikke bare ved at læse en bog eller lytte til en lærer.
Spejderliv er at lære respekt for andre, demokrati, ansvar og kammeratskab - og at leve hvad man lærer. Spejderliv er at tage på lejr, synge sammen omkring bålet, sove i telt, tage på tur i skoven, se på dyrespor, bygge ting af rafter og reb og masser af andre sjove aktiviteter.
Som min gamle spejderleder Lars Kolind sagde; "Spejder er ikke noget man "går til" - det er noget man er." Nøgleordene er selvstændighed, ansvar, demokrati og respekt for mennesker fra alle kulturer."
Grupperådet opfordrer til at engagere sig i spejderarbejdet, det er sjovt for alle !
Venlig hilsen
Jens Holm Andersen