Stjær, Jyllands Hjerte - Et godt sted at bo

En landsby med natur, aktivitet og fællesskab

Bålhygge i Stjær
Flere artikler ➜

Åbent brev fra KFUM-spejderne

ÅBENT BREV TIL BORGERNE I STJÆR OG STORRING.

Synes I at Stjær er en by med et rimeligt udbud af fritidsaktiviteter for børn og voksne i alle aldre. Det synes vi hos KFUM-spejderne i hvert fald. Vi har folkedans, borgerforening, en velfungerende boldklub og spejdergruppe i hvert fald indtil videre. Denne diversitet synes vi skal fortsætte. Ofte er det dog Tordenskjolds soldater, som på frivillig basis er aktive i disse foreninger – en stor ros til dem. Men men men, af og til hænder det at frivilligheden brister og det kan være svært at finde frivillige nok i egne rækker.

Denne situation er vi hos KFUM-spejderne nu nået til – vi har brug for nye ledere. Derfor denne OPFORDRING!!! Spejderarbejdet er godt for børnene – de lærer at samarbejde – at tage hensyn – at tage ansvar – at løse opgaver – som en del af en helhed, nemlig medlem af troppen / flokken / banden. Det er fællesskabet der tæller, og ikke blot den enkeltes vilje/ønske. Måske er det ord og holdninger, som ikke ligefrem er oppe i tiden, men ikke desto mindre er det færdigheder som efterspørges i det ”virkelige liv”. For børn, som ikke lige er sportslige, specielt konkurrencemindede, men alligevel har brug for at komme ud og bruge sig selv på en god måde. Her tilbyder SPEJDERARBEJDET et alternativ.

I vort grupperåd er vi naturligvis af den mening, at der i en by som Stjær netop også bør være plads til spejderarbejdet som et alternativt – og vi håber at borgerne i Stjær og Storring er af den samme mening.

Så skal spejderarbejdet bestå i Stjær, også efter sommerferien – så har vi brug for at I borgere kommer på banen nu. Vi har simpelthen brug for 2 nye ulveledere pr. august, hvis spejderarbejdet i Stjær skal fungere optimalt og have en fremtid. At være leder er job med stor grad af frihed. Du har selv stor indflydelse på udformningen af arbejdet og kan selv sætte dit præg på de aktiviteter du vælger at sætte i gang. Der er ingen facitliste for hvordan det skal gøres.

Derfor – MELD DIG UNDER FANERNE NU. Vi håber meget på at der blandt borgerne i Stjær og Storring findes folk, som har lyst til at gøre en forskel. Om du er yngre eller ældre – ”gammel” spejder eller ej, om du har børn blandt spejderne eller ej, det er fuldstændigt ligegyldigt. Bare interessen er der. Manglende erfaring er heller ingen undskyldning for ikke at stille op – gruppen er klar til at betale for den nødvendige uddannelse, hvis det er det man ønsker. KFUM-spejderne har faktisk et ret godt lederuddannelsesprogram – prøv det!

Yderligere informationer om KFUM kan findes på www.spejdernet.dk

Vildt interesseret eller er din nysgerrighed blevet fanget, så ring på tlf. 86 95 07 17 og lad os få en snak om det. Eller endnu bedre kom og besøg os mandag mellem 18.30 og 20.00 ved spejderhytten. Henvendelser modtages senest den 6. juni 2005.

Er vor situation uforandret efter denne dato, kan alternativet blive en eventuel nedlæggelse af spejderarbejdet i Stjær pr. august 2005. Eller i hvert fald vores ulveflok, hvilket vil være en skam, idet vi mister vor naturlig ”fødekæde” til spejderpatruljen.

Vi håber naturligvis det ikke kommer så vidt.

Grupperådet
KFUM-spejderne i Stjær