Formandens beretning 2005
Formandens beretning ved Stjær Sogns Borgerforenings generalforsamling den 6. april 2006.
2005 har været et godt og travlt år for Borgerforeningen, selv om aktivitetsniveauet ikke har været helt så højt, som det var i 2004. Det er blevet til en hel del vellykkede arrangementer og aktiviteter, som vi enten har stået for, eller stået bag. Og da der samtidig har været en ganske flot udlejning af huset, er det et tilfredsstillende resultat, som kassereren om lidt vil forelægge generalforsamlingen.
Jan Thøgersen underholdt os med lysbillede/video foredrag om Afrikas Horn.
Vi har afholdt 2 Netcamps, i april og november. Det er arrangementer, der kører på skinner, med en god omsorgsgruppe og teknikgruppe, der styrer det hele på forbilledlig vis. Det håber vi, der fortsat vil være interesse for blandt byens ungdom, for det er vigtigt, at de lærer vores dejlige hus at kende.
Landsbydagen den 12. november har båret frugt i form af et godt samarbejde med Boldklubben, og opstarten til et fællesudvalg i Storring, Stjær og Høver, som tegner godt for fremtiden i vores lokalsamfund.
Julefrokosten blev en stor succes, som bliver gentaget i år.
Julebanko gav et fint overskud, selv om der ikke var så mange deltagere, og til børnebankoet fik vi nye hjælpere kørt i stilling til næste år.
Huset skal løbende vedligeholdes, så vi har bl.a. fået gulvene i krostuerne afhøvlet og oliebehandlet.
De er blevet flotte, og det ser ud til, at de kan holdes pæne, når de får olie cirka 4 gange om året.
Baren er blevet udstyret med hylde og bund med filt under, så nu fungerer den fint, sammen med de nye barstole.
Der er indkøbt 2 nye køleskabe og en skabsfryser, alle kvalitetsvarer og lavenergi.
Vi begyndte at få klager over snavset porcelæn og bestik, så vi monterede et vandrensningsfilter til opvaskemaskinen. Filteret skal skiftes 2 gange årligt, og det fungerer fint, siden vi fik det, har brugerne været tilfredse med kvaliteten.
Tilsvarende med rengøringen af huset. Efter at Geert har påtaget sig kontrollen med rengøringen, har der været smileys på tilbagemeldingerne. Sådan! Ikke noget med skandaler her, som det er tilfældet med Fødevarekontrollen i disse dage.
Vores affaldscontainer var ved at blive for lille til alt det engangsemballage, som bruges i dag. Vi overvejede at anskaffe en ekstra, men et lille skilt med opfordring til at komprimere affaldet løste problemet. Det viser heldigvis, at folk gerne vil hjælpe, når blot de får en venlig henstilling.Byens juletræ havde vi i 2005 valgt at placere et nyt sted. Det var i øvrigt i samarbejde med Dagli´Brugsen. Vi har fået et godt samarbejde med vores nye uddeler Arne, og bestyrelsen og personalet i Brugsen i det hele taget.
Den nye placering blev dog ikke den store succes, så næste år kommer det nok tilbage på den gamle plads. Men nu har vi da prøvet det!
Folk, der lejer forsamlingshuset, kan fortsat afhente nøglerne i Dagli´Brugsen. Vi er meget glade for, at personalet på den måde hjælper os med at klare vores forretning.Roy sørger for, at Stjærs Byportal fortsat udvikler sig, og er et levende og velbesøgt sted af omegnens beboere. Sidste nye er et udlejningsmodul i kalenderen, hvor bestyrelsen kan checke, hvornår huset er udlejet, og til hvem.
Stjær Avisen har indtil nu været i Borgerforeningens regi, men den forventer vi, fremover kommer til at høre under det nye fællesråd.Fremtiden.
Vi har planer om, at vores have skal blive til byens have, og har derfor spurgt om forslag til, hvordan folk kunne tænke sig den. Så nu har en større gruppe af gode Stjær folk meldt sig, for at være med til at lave en oase i midten af byen. Det glæder vi os meget til at skulle i gang med, og regner med, at tage initiativ til det i allernærmeste fremtid.
Vi regner også med, at få gjort noget ved den udvendige vedligeholdelse af huset, for det trænger efterhånden til en kærlig hånd. Der vil blive rig lejlighed til at få arbejdstøjet luftet, så vi håber på, at vi kan få hjælp fra lidt ekstra hænder til at få trimmet huset i løbet af sommeren.
Udgifterne til lys og varme er steget voldsomt på det seneste, så vi vil derfor gerne have generalforsamlingens opbakning til at gå videre med planer om, at udskifte gasfyret. Det gamle er tæt på 20 år (forventet levetid er 15 år), og har en udnyttelsesgrad, som er 15-20 % dårligere end et tilsvarende nyt. Samtidig ønsker vi at få lavet opdeling af systemet, så der kan laves særskilt varmeregnskab for lejligheden. Et nyt fyr koster ca. 40.000 kr. inkl. montering, dertil kommer ca. 10.000 kr. til opdelingen. Besparelsen skulle altså blive min. 6-8.000 om året.
Vi har søgt forskellige fonde om midler til bl.a. nye møbler, men desværre fået afslag. Vi regner dog med at fortsætte med at søge til diverse forbedringer og vedligeholdelse, så vi forhåbentligt kan bevare vores dejlige hus længe endnu.
Selv om Borgerforeningen fortsat ønsker at være an aktiv medspiller i vores område, håber jeg, at en del af vores hidtidige opgaver kommer til at høre under Fællesrådet, eller hvad det nu kommer til at hedde. Det er vigtigt, at nye tiltag forankres så bredt som muligt, og jeg tror Fællesrådet er et bedre forum for de store tankers legeplads.
Vi vil så i højere grad koncentrere os om driften og vedligeholdelsen af vores allesammens Forsamlingshus, så vi har et godt samlingssted til til gavn for hele området.Jeg vil gerne takke alle bestyrelsesmedlemmerne for en kæmpe indsats og et godt samarbejde i det forløbne år. Vi har haft mange hyggelige møder sammen, synes jeg, og det bliver forhåbentligt et lige så spændende og interessant næste år i Borgerforeningen.
Til slut vil jeg også takke for den opbakning, vi får fra hele byens folk og smalede erhvervsliv. Det er jo lige netop den opbakning, der gør, at man gider det frivillige arbejde.
Bjarne.