Stjær By-Portal
Søg på Portal:
    Login   |   Ny Bruger   |   Brugermanual   |   Anbefal Stjær By-Portal   |   Stjær By-Portal til foretrukne 23. Okt 2017 - 15:29  
Lokal Siderne
Navigation
· Forside

· Kalender
· Opslagstavlen
· Nyhedsgrupper
· Nyhedsarkiv
· Billedarkiv
· Debat Fora
· De Gule Sider
· Dokumenter
· Nyttige Links
· Downloads
· Online Spil
· Vejrudsigten

· Søg - Avanceret
· Spørgsmål & Svar
· Medlemsliste
· Top-50 Listen
· Kontakt WebMaster
Bruger Login
 Brugernavn
 Adgangskode
  
Bliv registreret som ny bruger
Har du glemt adgangskoden ?
Hvem er Online
Ingen brugere online
Gæster online: 141
Nye Brugere
Bergqvist
29.09.2017 09:13
AnnieHJ
06.09.2017 14:44
IngridSB
23.08.2017 20:55
MiaLasse
18.04.2017 10:57
susanneandersen77
02.01.2017 22:34
Printervenlig Printervenlig

Stjær Avis - Nr. 7, 2. Årgang

Online udgave af Stjær Sogns Borgerforenings Avis - Nr. 7, 2. Årgang (December 2003, Januar og Februar 2004)

Forsiden
Forsiden
Introduktion til Stjær Avis - Nr. 7

Stjær Avis udkommer 4 gange årligt og handler om alt i Stjær - stort som småt.

Den er speciel i den henseende at store dele af avisen er "håndlavet"... dvs. illustrationer og layout, hvilket giver avisen et sjovt og unikt udseende. Avisen er her lagt o­nline vha. scannede originalsider og så vidt muligt brødteksterne fra artiklerne i avisen.

Grunden til at brødteksterne fra avisen også lægges online er muligheden for at bruge AVANCERET SØGNING til at finde frem til artikler fra aviserne vha. udvalgte nøgleord. Avanceret søgning kan til enhver tid vælges ved at klikke på "Søg - Avanceret" i navigations-blokken og der kan søges i stort set alt indhold på Stjær By-Portal.

NOTE: Klikkes på billederne af de originale sider, så bliver de vist i et nyt vindue i fuld størrelse.

Avisen kan også downloades i PDF format ved at klikke her: Stjær Avis - Nr. 7 (PDF)



HATTETEATER……jubiiii med ”Børnekulissen fra Århus”
Børnekulturgruppen indbyder til en festlig eftermiddag i Forsamlingshuset – Søndag den 1. februar kl. 14-16 (se side 6)

Borgerforeningen indbyder til LANDSBYKONFERENCE
Lørdag den 17. januar kl. 10-16 i Forsamlingshuset (se side 11)

Stjær Folkedansere indviterer til SØNDAGSDANS i Forsamlingshuset 25. januar fra kl. 14-17 (se side 18)

DET SANSENDE MENNESKE
Foredragsudvalget indbyder til foredrag med Peter AG, Torsdag den 5. februar kl. 19.30 i Forsamlingshuset (se side 18)

Side 2
Side 2
Stjær Avis - Nr. 7, Side 2

Borgerforeningens bestyrelse med ansvarsområder, maj 2003:

Janne Sørensen, formand (1S)
Vesterbro 1 E, tlf.: 86 95 02 54, mail: js@dahlberg.dk
Udlejning og rengøring, kontakt til kok og serveringspersonale og til folkedansere og dagpleje. Div. ansøgninger til kommunen.
Udvalg: Revy Og 100 års-fest 2004

Pil Brudager, næstformand (PB)
Hårbyvej 58, tlf.: 86 95 08 25, mail: pil@post12.tele.dk
Redaktør af Stjær Avis, info til blade og aviser, kontakt til foredragsforening, fællesspisning, til Landsforeningen af Landsbysamfund (LAL). Ansøgninger til fonde.
Udvalg: BaseHouse og Landsbyudvikling

Vibeke Brøndum, kasserer (VB)
Enebærvej 1, tlf.:86 95 05 99, mail: vbm@maerskdata.dk
Budget, regnskab, medlemskartotek, lejekontrakter, opkrævninger og kontakt til nye borgere. Opsætning af juletræ!
Udvalg: BaseHouse, Børnekultur.

Margit Sejersen, sekretær (MS)
Bækken 8, tlf.: 86 95 01 08, mail: seiersen@bakkegaarden.dk
Referater, ajourføring af aktivitetsliste og "mappe".

Bjarne Schøler Sørensen, info-medarbejder (BSS)
Kollens Møllevej 31, Tlf.: 86 95 08 08, mail: bss@tdc.dk
Opdatering af hjemmesider, udarbejdelse af PR-folder om forsamlingshuset, medredaktør på avisen, kontakt til lejer.
Udvalg: Web-gruppe, Hus

Bent Skovsende, nøglemand (BTS)
Vestbakken 2, tlf.: 86 95 04 78, mail: bent@skovsende.dk
Free lance på avisen.
Udvalg: BaseHouse og Web-gruppe.

Gunnar Bonde Jensen, vicevært! ude (GB)
Tåstrupvej 27, tlf.: 86 95 05 73, mail: gbj@post12.tele.dk
Udvendig vedligeholdelse af hus og have samt indkøb til huset og det praktiske vedr. foredragsforeningen.

Bestyrelsesmøder i 2004
Holdes i BaseHouse - og er åbne møder. Kom og lyt eller gi' din mening til kende. Møderne er kl. 19 på flg. datoer: Tirsdag den 20.1., 17.2., 23.3., 20.4., 25.5., 22.6., 24.8., 21.9., 19.10. og 23.11.

UDLEJNING AF FORSAMLINGSHUSET

Kontakt Janne på 29 25 26 65. Huset udlejes for hele week-enden - fra fredag til søndag til flg. priser:

For ikke medlemmer: hele huset kr. 1.900,- krostuerne kr. 1.400
For medlemmer: hele huset kr. 1.600,- kro stuerne kr. 1.200

Vi har telefonnumre på kokke, kogekoner og severingspersonale her i byen, der kan 'lejes" samtidig med huset!

Børnefødselsdage i Forsamlingshuset
Book i god tid! Vil I holde børnefødselsdag en hverdagseftermiddag, kan det lade sig gøre på flg. betingelser: Man skal være medlem af Borgerforeningen. Man skal selv gøre rent! Man skal være ude af huset inden kl. 17. Det koster 400 kr. Man booker hos Janne!

Man bliver glad af at være med i et udvalg! Det er en herlig måde, at lære nogle i byen at kende.

Vil du være med til at arrangere forsamlingshusets 100 års fødselsdag den 4. september 2004
- så er du velkommen i festudvalget! Ring til Vibeke Brøndum: tlf: 86 95 05 99

100 års-Revyen er ved at blive skrevet
Vil du være med i revygruppen - på eller bagved scenen – der er brug for mange hænder – så ring til Marianne Andersen: tlf: 8695 0677

Avisen udgives af Stjær Sogns Borgerforening
Redaktion: Bjarne og Pil (ansvarsh.) Illustrationer: Katrine Thing Holm og Pil

OM AVISENS OPLAND

Borgerforeningen har fået henvendelser fra folk udenfor Stjær Sogn, der ønsker at få Stjær Avis. Vores økonomi rækker kun til Stjær sogn og dem, der bor lige udenfor, som naturligt hører med til Stjær. For at tilfredsstille efterspørgslen, som vi naturligvis er glade for, trykker vi lidt ekstra aviser denne gang – og man kan så købe en Stjær Avis i Brugsen for 10 kr. Måske også til at sende til én, der har boet i Stjær, som er interesseret i at følge lidt med! SÅ Stjær Avis kan købes i Brugsen i december for 10 kr.

Det skal i denne forbindelse nævnes, at Stjær Avis nr.7 ret hurtigt efter udgivelsen, vil blive lagt ud på internettet – så den kan læses på: www.stjaer.net Det vil muligvis dække behovet for dem udefra, der ønsker at læse avisen.

EN GLÆDELIG NYHED: Avisen har fået en ny tegner! Det er Katrine Thing Holm, som er 12 år og går i 6. klasse på Stjær Skole. I kan se Katrines (KTH) tegninger rundt omkring i avisen, bl.a. på forsiden. Velkommen til avisens redaktion Katrine – vi glæder os til at samarbejde med dig.

Side 3
Side 3
Stjær Avis - Nr. 7, Side 3

JULEBANKO

Sponsor / reklame / banko

Lørdag den 6. december I Forsamlingshuset

BØRNEBANKO kl. 10-11.30

Pr. plade kr. 10,-. Ekstra plade efter pausen kr. 5,-. Flotte gevinster! I baren kan købes sodavand, kage & slik.

VOKSENBANKO kl. 14-17

Pr. plade kr. 12,-. Vi starter med en engangsbanko kr. 10,-. Ekstra plade efter pausen kr. 6,-. Efter pausen startes der op med et ”kortspil” kr. 10,-. Amerikansk lotteri. Flotte gevinster! I baren kan købes øl, vand, kaffe/te, kage & slik.

Arr: Stjær Sogns Borgerforening

Invitation til ÅRETS JULESTUE

Det ville glæde os, at se byens Seniorer - ”de unge, der er blevet lidt ældre”

Søndag den 7. december kl. 14 i Stjær Forsamlingshus TIL ÅRETS JULESTUE

Vi ser frem til at hygge om Jer, servere kaffe og lækkert brød, spille, synge nogle sange og snakke…. Der bliver pakkespil, så medbring evt. en gave til max. 20,-kr

Hvis du vil deltage, så skriv dig på listen i Brugsen eller ring til Vibeke Brøndum tlf: 8695 0599

Alle er velkomne!

Med venlig hilsen, Stjær Sogns Borgerforenings Bestyrelse

NB: Arrangementet er gratis

Side 4
Side 4
Stjær Avis - Nr. 7, Side 4

Nyt, lidt siden sidst - og husk nu alle de gode tilbud fra personer og grupper i byen:

WEB-GRUPPEN

Web-Gruppen kan med glæde afsløre, at arbejdet med den nye by-portal for Stjær by (på Internettet) nu er nået så langt, at portalen er åbnet til brug for alle Stjær-borgere. Den nye "Stjær By-Portal" kan findes på denne adresse:

www.stjaer.net

For at få det maksimale udbytte af portalen, skal man, som bruger, registrere sig med navn og e-mail. Har man ikke en e-mail er der flere løsningsmuligheder - bl.a. kan man ud fra sit navn få en privat e-mail adresse under domænet "stjaer.net"... her er et eksempel: pil.brudager@stjaer.net.

Ideen er, at man bruger Stjær By-Portal (www.stjaer.net) som sin startside, når man kobler sig på Internettet, fordi man på forsiden har adgang til (næsten) alt man har behov for: Lokale nyheder, elektronisk opslagstavle for Stjær By, fælles bykalender, "De Gule Sider" for Stjær by, vejrudsigten, nationale og internationale nyhedsmedier, søgemuligheder på Internettet via Google, små sjove spil, debatfora og meget andet... alt sammen via Stjær By-Portal. Der findes forøvrigt et link på forsiden - lige under billedet af byskiltet - som man kan klikke på, for automatisk, at få sat Stjær By-Portal som sin startside.

Ligesom med den nye motorvej er arbejdet ikke færdigt og portalen vil gennemgå løbende udvikling og forbedring - dog uden at blive taget ud af drift. Bl.a. arbejder web-gruppen nu på højtryk for at få samlet en blandet gruppe "redaktører" fra Stjær by, som kan være med til at komme med nyt indhold til portalen - stort som småt... alt har interesse!!

Har DU lyst til at bidrage en smule til et godt initiativ til glæde for alle... så tøv ikke med at skrive til:
WebMaster Roy Blüthgen,
Hårbyvej 3, på adressen:
webmaster@stjaer.net
eller på tlf: 86 24 02 26
Alle registrerede brugere er selvfølgelig også velkomne til at sende ris, ros, forslag til forbedringer osv. til WebMaster. Web-gruppen håber, at den nye "Stjær By-Portal" vil falde i god jord og at beboerne i Stjær vil bruge portalen, som et middel til formidling af lokal information og nyheder.

Bjarne og Roy

PC "uddannelse" i BaseHouse

Nu, hvor vi har fået installeret vores PC udstyr i BaseHouse, vil vi gerne så småt begynde at give lidt "undervisning" i brugen af PC. Vi har derfor aftalt med en række af byens borgere (som kender lidt / en del/ til PC'er og programmer), at de gerne vil dele deres "visdom" med os. Vi starter med følgende "kurser":
  • Begynderkursus - hvad er en PC og hvad kan den bruges til?
  • Internettet, hvordan kommer man i gang, og hvad skal man passe på?
  • E-mail, det må jeg da også have!
  • Tekstbehandling (Word) og regneark (Excel), er det noget, jeg kan bruge?
Da vi som bekendt "kun" har 2 PC'ere, bør der kun være 4-6 personer pr. hold, hvorfor tilmelding er nødvendig til Bent på telefon 86 95 04 78. e-mail: bent@skovsende.dk

"Kurserne" vil blive oprettet efterhånden som der er tilmeldte nok og undervisningen vil primært ske torsdag aften, men der kan også træffes aftale om andre tidspunkter. Betaling for deltagelse i "kurserne" er fastsat, så kun de faste udgifter til strøm, varme og lign. dækkes. De enkelte "undervisere" arbejder helt gratis for Jer, så alle kan være med. Prisen er kr. 10,- pr. aften og betaling finder sted, når man møder op. Hvis nogen af Jer har ønsker om specielle kurser eller har forslag til emner, vi bør tage op i BaseHouse, så giv Bent et praj, enten på ( 86 95 04 78 eller på e-mail: bent@skovsende.dk - så vil vi kigge nærmere på det og forsøge at finde undervisere, der kan det ønskede emne eller program.

Bent

BASEHOUSE ???

Hvad er egentlig BASEHOUSE? - er der nogen der har spurgt.

BaseHouse er det gamle bibliotek i forsamlingshuset.

Da biblioteket flyttede over på skolen, ønskede vi at indrette rummet til et landsbykontor - som kunne bruges af rigtig mange. Da vi så søgte penge fra fsk. fonde - måtte vi finde på et navn, der slog lidt igennem, så de lagde mærke til os. Det troede vi ikke, at det gode gamle ord landsbykontor ville gøre - så vi kaldte rummet for BaseHouse Stjær! (på dansk: Basehus - eller bare: Base)

Vi fik som bekendt 55.000kr. Nogle af pengene har vi brugt til at indrette rummet for, bl.a. til at købe 2 computere - og nogle penge bruger vi til forskellige arrangementer - som feks. NETCAMPEN i november og LANDSBY-KONFERENCEN i januar 2004. Bent, Vibeke og Pil "bestyrer" BaseHouse pengene - og kaldes derfor BaseHouse-gruppen.

Side 5
Side 5
Stjær Avis - Nr. 7, Side 5

Nyt - siden sidst....

NETCAMPEN

NØRDNATTEN eller BASECAMPEN - kært barn har mange navne - og det var et helt utroligt døgn! I 24 timer var salen i forsamlingshuset beboet af drenge og unge i alderen 10-19 år, med deres computere.

Voksne Stjær nørder stod for en sammenkobling, der gjorde, at alle 22 deltagere kunne spille spil, med og mod hinanden. Der blev spillet og spist og kun sovet lidt - og forældre og andre PC'interesserede kiggede jævnligt forbi. Vi var fire fra bestyrelsen, der stod for "overvågningen" - og det var en sand fryd, at være "på vagt". Der var en utrolig hjælpsomhed mellem store og små drenge - så det er ikke sidste gang, vi har lavet NETCAMP!

Vi brugte penge fra indenrigsministeriets landdistriktpulje, som bl.a. er myntet på, at give børn og unge, nogle gode oplevelser i lokalsamfundet. Vi må sige, det lykkedes. På grund af puljepengene, var prisen kun 30 kr, der lige dækkede madudgifterne. Næste CAMP bliver lidt dyrere.

I kan se billeder fra CAMPEN på vores nye hjemmeside www.stjaer.net

FÆLLESSPISNING

Èn gang om måneden er der fællesspisning i forsamlingshuset.

Èn dag om måneden, hvor du ikke selv skal tænke på at lave mad
Èn dag om måneden, hvor dine børn spiser med gode kammerater
Hvor dine børn får nye kammerater
Hvor vi får ekstra tid derhjemme, inden maden bliver serveret kl. 17.30
Èn dag, hvor du får hilst på nye Stjær borgere og får en snak over en kop kaffe.
Èn dag, hvor vi på skift skal knokle i køkkenet med andre køkkenknoklere.
Èn dag, hvor børnene er godt trætte, når vi forlader stedet

Det er nogle af de oplevelser, vi har med os hjem, når vi går til fællesspisning. Ja, der er mange børn. De leger og har det dejligt. I fællesskabet omkring vores fællesspisning, er vi bevidste om at give plads til børnene, men også til de voksne, som gerne vil snakke. På tværs af aldersgrupper, starter vi hver gang med en sang eller sangleg. Det giver en dejlig ro indtil maden kommer på bordet og vi får hilst på hinanden. I sommermånederne arrangerer vi 2 gange fællesspisning som et grillarrangement i en dejlig central have. Det er en fredag. Så er der er tid til et glas rødvin og masser af leg.

Har du lyst til at deltage, for at se, om det er noget for dig, så har vi fællesspisning næste gang:

Mandag den 26.1, den 1.3., den 26.4. og den 11.6. altid kl. 17.30.

Ring til Heidi på 86 95 06 50 eller send en mail heidi@gargulak-andersen.dk

Vi vil glæde os til at møde jer !
Børn er IKKE en betingelse for at deltage...

De Voksne Quinders Klub

Vi har haft besøg af Ingrid Frakler, en meget kreativ quinde, som viste os, hvad der bl.a. kan laves af tepose kuverter. De blev foldet i stjerner, blomster mm. og sat på kort og indbydelser. Det som vakte størst interesse, var syede kort, hvor forskellige motiver var prikket på kortet og blev syet med sølv, guld og kulørte tråde. Mange af os blev meget grebet af ideerne - og arbejder videre med det. Vi laver juledekorationer mm. den 3. december - og slutter efteråret med pakkeleg og lidt mundgodt den 10. december. Vi mødes igen efter juleferien den 7. januar 2004. Hilsen og god jul, de Voksne Quinder og Vibeke Ottesen. 8695 0142

FROKOSTKLUBBEN

Frokostklubben er for "hjemme i byen, måske free lance, arbejdende", "lønarbejdsfrie-/-løse" og andre frie fugle, der har brug for kolleger, at spise frokost og snakke alvorligt eller grine med, engang imellem. Vi mødes og spiser frokost i BaseHouse. Vil du være med, der er julefrokost i dec., så ring til Pil: 8695 0825 - eller mail: basehouse@stjaer.net

HAVNEFESTEN den 25. oktober

Årets voksenfest...

I indbydelsen stod der:

Ship o'hoy! Tag din nabo med - og kom ned på Stjær havn og slå dig løs! Det bliver en rigtig sjov og hyggelig aften.

- og det blev det!

Forsamlingshuset var pyntet, som var vi på en havn. Der var fiskenet fra gulv til loft - sanddekorationer med muslingeskaller og en lækker fiskebuffet. En kaptajn med skulderstjerner bød velkommen om bord - der var sømands-fællessange og harmonikaspil - rigtig god stemning, hygge, grin og dans til Karstens disko. 33 "indfødte" voksne, havde fundet vej til havnen. Ingen faldt i vandet!

Næste års voksenfest i Stjær bliver 100 års fødselsdagen Lørdag den 4. september 2004.

Bliv smukkere

Bliv smukkere kurset m. Vibeke Ottesen var en succes for de fire fremmødte. Læs på følgende side, hvad en af deltagerne skrev til avisen:

Side 6
Side 6
Stjær Avis - Nr. 7, Side 6

I KAMP FOR SKØNHEDEN PÅ EN HALVGRÅ TORSDAG!!!!

Der er kolde regndryp i luften, himlen har hele dagen vist sig fra sin allermørkeste side, og der er ikke megen energi at spore nogen steder i Stjær. Sådan en sen torsdag eftermiddag lander jeg uden de store overvejelser i Stjær Forsamlingshus. Make-up kursus i Stjær Forsamlingshus - de fleste af mine storby-kollegaer ville trække på smilebåndet, og det er heller ikke uden en vis selvironisk distance jeg tager mit make-up bånd på og blotter min vinterblege pande.

Vi er 4 seje Stjær-kvinder, der har fravalgt eller organiseret os ud af de sædvanlige komme-hjem-fra-arbejde-sysler. Spændt ventende sidder vi alle på rad foran hver sit spejl og hurtigt bliver enhver form for rynke, hudorm eller andre gevækster spottet og studeret. Vi er parat til kamp - til kamp for skønheden. Nybegyndere er vi ikke i brug af make-up - vi har bare tankeløst smurt det på uden så mange overvejelser. Startopgaven lyder på at rense vores hud. Vores underviser er velforberedt og erfaren, så inden længe er vi alle blevet guidet igennem alle rensningens grundregler. Der lyder regelmæssige fnis og høj latter, når vi spotter hinandens udtryk og ivrige forsøg på at efterligne håndstrøg og bevægelser.

Så er det maske-tid. Efter hudtype får vi hver især lagt en maske, og mens vi ligger på gulvet med benene oppe på en stol sænker roen sig over forsamlingen. Egentlig er det jo spøjst at være på sit første make-up kursus som 36 årige, ligger jeg eftertænksomt og filosoferer mens min ansigtshud trækker alle mulige vitaminer og gode sager til sig. Jeg retfærdiggør min sene debut som make-up interesseret med, at jeg nok også har mere brug for det nu, end jeg nogensinde har haft.

Langsom vågner vi op til dåd igen. Nu er vi tæt på den endelige prøve - det mest afgørende og afslørende slag. Vores underviser giver os fermt dagcreme, foundation og pudder på, før hun sætter ind med det mangefarvede skyts. Én efter én forvandles vi. Efterhånden sidder vi hver især med julelys i øjnene. Øjenbrynene er plukket, og vi har alle fået lagt en make-up, der passer lige til vores type og ansigtsform og øjenfarve. Jo, vi ser godt ud, hvis vi selv skal sige det. Vi er ligesom forvandlet fra nogle efterårsgrå indadvendte midaldrende kvinder til nogle højlydte, selvbevidste og farverige damer. Ja, mine storbykollegaer kan bare komme an - make-up kursus i Stjær Forsamlingshus er ikke at foragte.

3 timer senere står vi igen udenfor. Egentlig virker det som om vejret er blevet lidt mildere. Er det ikke som om det er klaret lidt op? I hvert fald er vi så sprængfyldte med energi, at vi en 1 time senere kaster os ud i det næste arrangement i nærheden af Stjær - nemlig foredraget med Hjalte Tin i Høver Forsamlingshus. Måske får jeg en dag overbevist mine storbykollegaer - at bo i en landsby, som Stjær, er slet ikke så slemt endda.

Mette Brandi, Vesterbro

Hurra for Børnekultur i Stjær!

Lørdag d. 1. november var Stjær forsamlingshus stemningsfuld ramme for det første af af 4 børnekulturarrangementer planlagt af den nyoprettede børnekulturgruppe under Stjær Borgerforening. Vi var ikke mindre end 45 deltagere - heriblandt rigtig mange fædre med børn - som sang og dansede os igennem eftermiddagen under kyndig ledelse af DAFFY ( Dansk folkemusik for yngre ) og pædagog og folkedanselærer for børn, Hanne Eriksen. DAFFY består af 7 børn fra Århus Musikskole i alderen 11-13, som dygtigt spillede en halv times spillemandsmusik på violin, cello og djemba tromme under ledelse af Galten Musikskoles leder, Julie Heebøll. De var bare rigtig dygtige og imponerede alle deltagerne og fik dem op på dupperne, så alle var varmet godt op til den fælles folkedans bagefter med endu mere levende spillemands musik. Her var alle mand på gulvet og der blev danset til den store guldmedalje og det var en stor fornøjelse at se Stjærs kommende generationer gi´ den hele armen - og benene med... Tak til Marius fordi du var toastmaster og til Noelia, Marlene, Helle og Solveig for kager - og tak til Susanne fordi du hentede saftevand hos Mc Donalds (- en hel tønde. Red) - og til Ulla for alle halmballerne, som var med til at gøre udsmykningen af forsamlingshuset helt perfekt.

Arrangementet var det første af 4, som velvilligt er blevet støttet af Galten Kommunes kulturpulje.

Næste arrangement afholdes søndag d. 1. Februar, hvor Børnekulissen fra Århus kommer og laver hatteteater - med publikum som aktivt deltagende skuespillere i stykket.

Vi glæder os meget og opfordrer alle Stjærs børn og barnlige sjæle til at sætte kryds i kalenderen denne dag. De sidste 2 arrangementer er lørdag den 27. marts og søndag den 16. maj. De annonceres i næste Stjær Avis. Alle arrangementer foregår i Stjær Forsamlingshus fra kl. 14-16, med "eftermiddagskaffe" til voksne og børn. Alle børn i Galten Kommune er velkomne. Det er gratis for børn, og voksne må erlægge 20 kr. til kaffe og kage.

Vi glæder os til at se jer. På børnekulturgruppens vegne,
Jeanine Marie Bonadies

PS. Hvis du er interesseret i at give en hånd med næste gang, kan du ringe til Jeanine på tlf: 8695 0594

Side 7
Side 7
Stjær Avis - Nr. 7, Side 7

Erhverv - fra en landsby i Provinsen…..

Vognmandsfirmaet Rohde Laursen

Hvis man snakker om transport i Stjær, så kommer man ikke udenom vognmandsfirmaet Rohde Laursen. I over 60 år har deres velholdte lastbiler præget omegnen, og det er utallige grise, køer, kalve og andre dyr, der er blevet transporteret mellem landmænd og slagterier af Rohde Laursens biler. Så jeg var spændt på at høre om udviklingen i det til tider ret udskældte transporterhverv fra en særdeles erfaren chauffør og vognmand i faget.

Bendt Rohde Laursen sad ved Pc' en, da jeg ringede på om aftenen på Cedervej 9, hvor han og Åse bor. Det var lige nogle køresedler og ordrer, der skulle udfyldes, og turene til næste planlægges. Det så faktisk ud, som om den kæmpestore mand kunne lide at sidde der ved tasterne! For i løbet af ingen tid havde Bendt vist mig, hvordan de fik ordrerne fra slagteriet, hvor mange dyr af den ene og den anden slags, der skulle hentes på hvilke gårde og hvor de skulle hen osv. , alt imens han fortalte om deres egen hjemmeside (www.rohdelaursen.dk), som Carstens svigersøn har lavet. Jo, der er sket meget siden Bendts far startede som vognmand i Stjær.

Albert Rohde Laursen startede firmaet på Østerbro 8, i 1942, i 1946 flyttede han om på Tåstrupvej 9, hvor firmaet har været indtil 1990, hvor den nye garage på Tåstrupvej 14 blev indviet. Alberts 2 sønner, Bendt og Carsten overtog firmaet i 1979, og driver det fortsat i dag, hvor de har 4 biler, de 2 er med anhænger. De er fælles om det hele, både med at køre, det administrative og kørsels planlægningen, og samarbejdet fungerer upåklageligt. Gennem alle årene har de hovedsagelig transporteret dyr og korn- og foderstoffer. Foderstofferne henter de på havnene i Århus, Fredericia og Kolding, og kører så varerne til grovvareforeningerne. I høsten henter de kornet ude på markerne og kører det til "Foderstoffen", som det altid har heddet. Og om vinteren har Rohde Laursens biler stået for al snerydningen i Galten kommune syd for hovedvej 15.

Bendt kom som 14-årig ud at tjene. Det var hos Anker Nørregård på Pebbelgården, hvor han tjente som karl.

"Vi var 2 karle og 1 fodermester, vi boede i den ene ende af stuehuset. Der var også en husbestyrerinde ansat. Jeg var der i 3 år, så kom jeg hjem og var chauffør medhjælper hos min far, indtil jeg selv fik kørekort og begyndte at køre lastbil. Da jeg var 19 år, kom jeg ind til militæret, hjemme igen fik jeg arbejde hos Jørgensens Busser i Rønde, hvor jeg kørte med turister om sommeren og for Texaco, hvor jeg kørte med olie om vinteren. Det var absolut ikke spændende at køre olie, for man skulle slæbe olieslangerne ind i baggårde og op ad trapper, så efter en enkelt sæson med olie, kom jeg hjem til Stjær og har så kørt i firmaet lige siden."

Carsten er handelsuddannet på et engroslager, der hed Nørgård og Clausen, det lå tæt ved Rutebilstationen i Århus. Efter uddannelsen var han inde ved militæret, bagefter kom han også hjem til familiefirmaet for at være chauffør.

I dag er der megen fokus på dyrevelfærd, det gælder ikke mindst under transporten. Dansk Transport og Logistik (DTL) og Fødevaredirektoratet har i fællesskab indført et obligatorisk 2-dages kursus i dyretransport for alle chauffører, der skal transportere dyr. Kurset afsluttes med en skriftlig prøve på 28 spørgsmål.

"Det var et spændende kursus, hvor vi også blev undervist i dyreadfærd, så dyrene stresses mindst muligt, når de skal flyttes. Køer bliver ikke så nemt stressede, det er bl.a. fordi de har øjnene på siden af hovedet, så de kan se næsten hele vejen rundt. Grisene derimod har øjnene placeret, så de ikke kan se bagud. Derfor bliver de bange, hvis de ikke har frit udsyn fremad. Derfor er det bedst, at rummene til grise er opdelt med tremmer, hvorimod en massiv låge opfattes af grisen som en mur, og så bliver den bange. Farver har også betydning for grisene, og man ved nu, at røde, blå og grønne farver bør undgås. Jeg har kørt med dyr i 40 år, og kender derfor mange af dyrenes reaktioner. De er selvfølgelig altid en smule stressede, når de skal forlade deres vante bås, men det var alligevel interessant se, at de erfaringer, man har gjort sig i alle de år, faktisk passede meget godt med teorierne. Det stresser også grisene, når lastbilen drejer, så de er bestemt ikke glade for den nye trend med de mange rundkørsler, der bliver lavet i dag. Og når nu man ved det, så kan det da godt undre, at der er lavet en rundkørsel ved det nye slagteri i Horsens, ikke?”

Også i fremtiden vil vi se bilerne fra Rohde Laursen, for Carstens søn Morten har allerede sat sig bag rattet. Han er uddannet lastvogns opbygger, og har nu kørt i firmaet et par år, så mon ikke 3. generation i vognmandsfirmaet Rohde Laursen skulle være sikret? Under alle omstændigheder har hverken Carsten eller Bendt planer om at stoppe foreløbig. Tiden må vise, om næste generation holder lige så meget fast i Stjær, som Carsten og Bendt har gjort, for både vognmandsfirmaet Rohde Laursen og vognmændene har dybe rødder i Stjærs historie.

Tak til Rohde Laursen, fordi I ville dele jeres historie med os.

Bjarne.

Chocolate Chip Cookies

Her får du opskriften på nogle "store" småkager, som er gode til jul…… og til enhver lejlighed. De er meget nemme og hurtige at lave - og børn kan også hjælpe til.

Chocolate Chip Cookies (60 stk.)

170 gr brun farin
170 gr sukker
250 gr smør
2 æg
370 gr hvedemel
1 tsk natron
1 tsk salt
170 gr hakkede valnødder
340 gr mørk chokolade i små stykker

Sukker, brun farin og smør blandes sammen. Æg tilsættes. Hvedemel, natron og salt sigtes sammen og tilsættes til blandingen sammen med chokolade og valnødder. Det hele blandes sammen til en dej. Dejen deles i 3 lige store dele. Hver del rulles til en pølse med en diameter på ca. 5 cm og hver pølse skæres herefter ud i 20 skiver. Skiverne lægges på bageplader med bagepapir og bages ca. 10 minutter ved 190 grader Celcius (de skal stadig være bløde inde i midten)

God jul, hilsen Noelia.

Side 8
Side 8
Stjær Avis - Nr. 7, Side 8

Stort borgermøde om fremtiden for Stjær

Torsdag aften var der borgermøde i Stjær Forsamlingshus. Der mødte ca. 80 op, og det var et forventningsfuldt publikum der hørte Janne Sørensen byde velkommen til politikere i panelet og borgere fra Stjær.

Således skriver Cecilie Brulle og Mette Jørgensen fra Stjærskolens 8. klasse, der begge deltog i hele mødet og optog det på bånd, for at gå hjem og skrive om det i deres emneuge-avis på skolen. Der var deadline næste formiddag kl. 12!

Cecilie og Mette fortsætter: Borgmesteren var den første der fik ordet i salen. Han fortalte, at kommunen er ved at lave en strategiplan, hvori de skal skrive målsætninger, de vil arbejde med fremover. Borgmesterens store spørgsmål gik på: ”Hvordan ønsker I Jeres by skal se ud i fremtiden?” – så hans pointe var ikke, at fremlægge en plan, men at lytte til borgernes ønsker og ideer.

I pausen blev der serveret en kæmpe lagkage, som en af byens beboere havde lavet. Den vakte stor opmærksomhed. (foto taget af Mette og Cecilie)... Noelias kage !!

Og så plukker vi lidt videre i Borgermøde-referatet fra aftenens referant Bent Skovsende:

De første spørgsmål og kommentarer drejede sig primært om Stjærs geografiske udvidelse (der i amtets regionsplan er angivet som nord-, nordøst for byen), og om amtets begrundelser for dette. Der blev også gjort opmærksom på, at byens nuværende ”centrum” som i dag opfattes som området omkring kirken og brugsen ville komme til at ligge ”i udkanten” af byen, hvis disse udvidelsesplaner blev fastholdt. I den forbindelse debatteredes det, om der måske i fremtiden skulle være flere ”centrummer”, f.eks. det nuværende, et omkring skolen og et nyt nordligt centrum – som i givet fald burde/skulle forbindes med Stisystemer.

Der blev også kommenteret omkring de fremlagte lokalplanforslag, som giver udstykningsmuligheder ved Pebbelgården og på Stenskovvej og i den forbindelse blev det bl.a. nævnt, af flere, at antallet at grunde, der skulle udstykkes ved Pebbelgård var alt for stort.

”Vi var jo netop flyttet til en landsby, for at få luft og plads, og plads havde vi vel nok af i Stjær”.

Man ønskede derfor større parceller og ikke ”sovebys” villakvarterer. Der blev også henvist til de tidligere fremsendte ønsker om en udstykning på Jeksenvej samt orienteret om ”et (endnu ikke offentliggjort) forslag om et ”bofællesskabsområde” på Kollens Møllevej. Der blev også spurgt om mulighederne for ungdomsboliger, andelsboliger og ældreboliger, således at Stjær ikke kun bestod af ejerboliger, men også kunne tilbyde alternative boligformer. Der blev nedsat et udvalg, der skulle opsamle tankerne omkr. Pebbelgårdsudstykningen. Heidi Gargulak Andersen indkalder udvalget.

Der kom yderligere kommentarer om, at kommunen kunne ”gøre sin indflydelse gældende” og ”påvirke” udstykningen på Pebbelgården, og at området jo evt. også kunne anvendes til en flytning af børnehaven, der i øjeblikket ligger uhensigtsmæssigt på grund af den megen gennemgående trafik og de gener, dette medfører. Den nuværende børnehave kunne så anvendes til ældreboliger. Endvidere mente mange, at netop området nord for Stjær by var et meget naturskønt område med ”oldtidsminder” helt tilbage fra vikingetiden, hvorfor det måske var relevant at udbygge byen på området mellem Tåstrupvej og Kollens Møllevej.

Jens Grønlund nævnte, at der lægges op til en vækst på ca. 10 nye boliger om Året i Stjær - og at man med kun 7 nye boliger om året kunne forvente, at ”børnetallet” i så fald ville kunne medføre, at børnehavens opretholdelse ville være problematisk. I den forbindelse blev det nævnt, at der var/bliver investeret 12 mio. kr. i Stjær-skolen for bl.a. at stimulere byens ”vækst”.

Omkring emnet Veje og Stier blev der fremsat forslag om at alle indfaldsveje til byen skulle gøres til ”alléer”, dvs. der skulle plantes vejtræer langs vejene. Endvidere ønskede byens borgere hastighedsdæmpende foranstaltninger på de indfaldsveje, der endnu ikke havde sådanne. I den forbindelse blev det nævnt, at den nuværende ”brostens-byport” på Stjærvej gav et uforholdsmæssigt højt støjniveau i de huse, der ligger umiddelbart op til. Man burde måske overveje andre foranstaltninger, f.eks. vej-chikaner, vejforskydninger el.lign. Der var mange forslag til andre modeller, politikerne kunne bese, i omkring liggende byer.

En række ønsker til generel vedligeholdelse af vejnettet blev fremsat, ligesom der også var ønske om at få etableret cykelstier på alle indfaldsvejene til Stjær – og ”vandrestier”, (et grusspor 1 meter fra asfaltkanten) langs alle veje, der ikke har cykelsti.

(fortsættes side 9)

Side 9
Side 9
Stjær Avis - Nr. 7, Side 9

(fortsat fra side 8)

For at støtte kommunen i deres planlægning blev der nedsat et Trafikudvalg, hvor Lene Rasmussen foretager indkaldelse og afleverer forslag til kommunens Teknik- og Miljøudvalg.

Omkring Skole/Fritid/Kultur blev der stillet forslag om, at byens geografiske centrum måske ikke burde være en asfalteret P-plads (som det er i dag), men kunne være en mere ”grøn bymidte”. Der blev omtalt legefaciliteterne ved skolen – eller måske nærmere manglen på samme, hvortil medlemmer fra Stjær-skolens bestyrelse kunne meddele, at disse havde 1. prioritet i bestyrelsen. Det blev også nævnt, at mange ønsker ”grønne oaser” i forbindelse med de sti-systemer, man må formode skal etableres i forbindelse med de nye udstykninger.

Byudvikl. udv: Heidi Gargulak Andersen/ 8695 0650
Traffik udv: Lene Rasmussen/ 8695 0960
Bofællesskabs gruppen: Lindegården, Bjarne Schøler/ 8695 0808

BTS
Apropos byggeri i Stjær:
Fra Erling Stoltze har vi modtaget denne notits:
Der er grunde til salg syd for Toftkærgård til byggestart i foråret 2004.
Venlig hilsen Erling, tlf: 40205227

Side 10
Side 10
Stjær Avis - Nr. 7, Side 10

AGENDA 21

AGENDA 21 betyder: Dagsorden for det 21. århundrede.

Denne dagsorden blev tiltrådt af 180 lande i 1992, på en verdenskonference i Rio de Janiero. Også Danmark skrev under og lovede hermed at senest ved udgangen af 1996, skulle alle kommuner i Danmark, have en lokal Agenda 21: Dvs. en dagsorden for en bæredygtig udvikling af alle lokalområder i landet mht. vand, jord, luft, energi og organisation/ånd. Vi i de vestlige lande bruger 80 % af den samlede energimængde i verden – selvom vi kun udgør 20 % af jorden befolkning. Det bli’r vi nødt til at ændre på!

Den lokale AG 21 skal laves i et samarbejde mellem politikere, embedsmænd og borgere – gerne ført an af de borgere, der bor i det pågældende område feks. Stjær! Da det både er vore børn og børnebørns og vor egen fremtid, det handler om, vil vi gerne bruge avisplads til at bringe ideer, projekter mv. fra vores egen lille andegård i Stjær. Så skriv til os, og fortæl hvad der er gang i, rundt omkring, også på tankeplanet. Der er måske andre, der går og tænker på det samme. Her er nogle eksempler:

Det globale, lokalt set!

Om vores affald!! (- affald er det nye årtusinds store udfordring. Vi producerer affald som aldrig før i verdenshistorien – og vi bliver flere og flere mennesker på kloden!)

I august 2003, skrev kommunen: Galten Kommune skal sammen med de 6 andre kommuner i Reno Syv, i gang med at lave en ny affaldsplan gældende fra 2005. Vi opfordrer derfor interesseorganisationer og aktive folk i lokal områderne til at komme med forslag og gode ideer. Ideen er et ”lokal Agenda 21” tiltag, hvor vi gerne vil have kontakt og en dialog med ”de aktive”, de fornuftige”, ”de kreative” og ”dem med de gode ideer” for at få udarbejdet den bedst mulige affaldsplan. Den eksisterende plan kan findes på www.galten.dk under teknik og miljø eller på www.renosyv.dk

En gruppe i Stjær reagerede på opfordringen, holdt møde og lavede et konkret AG 21 forslag:

Vi kunne tænke os at udvikle en effektiv landsby genbrugsplads, hvor der er kompostkværn, flishugger, brændekløver, flaskecontainer, papir ditto, papkasse-presser, bare én med håndsving, der maser papkasser flade mm. – alle de affalds- og genbrugsredskaber, man ku’ ha’ i fællesskab, i en by som vores, med ca. 1000 mennesker. Det vil være fint, at kunne bevare vores have-affald her, lokalt, som næring til haverne – i stedet for at transportere det ud af vores område. Ligeså med vores grønne husholdningsaffald! Vi ønsker os en kompostbeholder til hver husstand - og kurser i brugen af dem, i samarbejde med Reno-Syv. Og også et kursus her i Stjær, om at lave god havekompost.

Mht. landsby-genbrugspladsen kunne man måske tænke sig, at 10-20 mennesker fra byen ville påtage sig at drive genbrugspladsen frivilligt, som et (fremsynet) AG 21 landsbyprojekt. Det vil gi’ liv og hygge i landsbyen. Pladsen kan gøres attraktiv med et bjælkeskur, der kan fungere som ”udstillingshytte” af genbrugstingene – og som ”varme-/kaffeskur” mm. Mange køreture til genbrugspladsen i Skovby bli’r sparet, hermed CO2 mv

Forslaget blev givet til politikerne på Borgermødet den 30. oktober.

I november 2003 skrev kommunen: Der er kommet ca. 15 forslag til ting der vedrører affaldsplanen ( fra de 7 kommuner i fællesskab) Forslagene omhandler hjemmekompostering, bonus til dem der sorterer affaldet godt, gratis/billige kompostbeholdere, flere affaldsfraktioner, indsamling af farligt affald mv., lokal håndtering af haveaffald mv. Der er kommet ca. 10 forslag vedr. indretning og drift af genbrugspladsen i Galten Kommune. Derudover er der nogle forslag vedr. lokale affaldstiltag. Forslagene vedr. genbrugspladsen og de lokale tiltag vil Galten kommune kigge på i den nærmeste fremtid. Det endelige forslag ventes fremlagt til offentlig debat i starten af 2004.

Pil

Nu har Bøvlinggård økologisk mælk fra Thise Mejeri.

Thise mejeri har valgt ikke at homogenisere men i stedet at sortere mælken efter hvilke køer, den kommer fra. Mælk fra jerseykøer har mere fyldig smag og højere proteinindhold end mælk fra sortbrogede og røde køer, og Jerseymælk 0,5% beholder, trods det lave fedtindhold, den fyldige smag. Mælk fra jerseykøer er meget velegnet til fremstilling af uhomogeniserede surmælksprodukter. Det høje proteinindhold i mælken giver produkterne den fyldige konsistens, der ellers kun kan opnås ved homogenisering.

Ved forudbestilling (senest onsdag formiddag) opnås 10 % rabat på al mælk.

Hilsen Ingrid og Carsten

Energi-spareråd hjemme hos dig selv!

Klaus Mai er nabo til forsamlingshuset – og er i gang med at lave sit hus til et Nær-på-0-energi-hus. Han laver det meste selv, så det er et langsigtet projekt.

Vi spurgte ham om et let og effektivt energi-spareråd: ”Jeg kan ikke lige komme på det helt store spare råd, men det er altid godt at bruge el kedelen. Ligegyldigt hvad man skal bruge kogende vand til, så er det en god ide at varme vandet i el kedelen først. Og husk at bruge så lidt vand så muligt. Man kan få et vand-opmålings bæger ved Galten el forsyning, til opmåling af vand til kogning.”

Hilsen Klaus Mai

Side 11
Side 11
Stjær Avis - Nr. 7, Side 11

Landsbykonference i Stjær

lørdag den 17. januar kl. 10 - 16 i forsamlingshuset
Borgerforeningen indbyder alle frivillige - og andre interesserede borgere til en konference med og om os i Stjær.

Med frivillige mener vi alle der er frivillige ledere indenfor idræt, spejder, socialt arbejde, børnearbejde, musik, kultur mm. Frivillige bestyrelses- og rådsmedlemmer. Engagerede og entusiastiske folk. Alle der brænder for noget! Dagen bli'r en oplevelse! (det tør vi godt garantere). Vi skal lære hinandens foreningskultur at kende, høre hinandens tanker og ideer, lære af hinanden, om hinanden, øse af erfaringer, udforske muligheder, lytte, snakke, grine, opbygge tillid.

For nogle af de penge, borgerforeningen modtog fra indenrigsministeriet, har vi "hyret" Toke Paludan Møller fra Interchange i Voervadsbro - til at føre os gennem dagen. Om sin arbejdsmetode, siger Toke:

"Jeg hjælper med at åbne rum for meningsfulde samtaler mellem mennesker.... så de kan finde fælles fodslaw og klarhed, for derefter at gå ud og gøre det, de har brug for at få gjort"

Som initiativtagere har vi i borgerforeningens bestyrelse formuleret et kortsigtet og et langsigtet formål med konferencen:

- På kort sigt: lære hinanden at kende/ hvad kan vi bruge hinanden til/ lægge vore kræfter sammen.

- På lang sigt: Gøre det prestigefyldt og tiltrækkende, at arbejde frivilligt i Stjær, så der bliver kø'er af folk i alle aldre, der venter på at komme i gang med at tage et nap og et ansvar - fordi frivilligt arbejde giver personligt overskud, et stærkt netværk og en endnu bedre og sjovere by at bo i!

Hvis du synes, denne konference lyder som noget, du kunne tænke dig at deltage i - og du ikke lige passer ind i én af de "kasser", vi har nævnt - er du velkommen til at deltage som borger i Stjær. Vi får kaffe/te og frokost undervejs. Det koster 30 kr. Øl og vand kan købes.
HUSK: Man skal tilmelde sig konferencen senest søndag den 11. januar hos Janne/8695 0254, Heidi/8695 0650 eller Pil/8695 0825 eller på mail: basehouse@stjaer.net
Vi glæder os til at ser Jer - hilsen "borgerforeningsrødderne"!

Side 12
Side 12
Stjær Avis - Nr. 7, Side 12

Års-møde i LAL

Som repræsentant for Stjær Sogns Borgerforening, deltog jeg i november i Landsforeningen af Landsbysamfundssamfunds årsmøde, der i år blev holdt i Ørbæk på Fyn. Her i Ørbæk arbejder borgere og politikere meget tæt sammen om Ørbæk kommunes udvikling. Bl.a. har de oprettet landsbyråd i alle kommunens landsbyer.

Men hvad er LAL?
Citat fra en rapport: "LAL er en landsdækkende forening. Vi arbejder tværpolitisk og frivilligt - dvs. uden lønnede medarbejdere - ud fra tesen om, at demokrati gror nedefra og trives bedst blandt borgere, der er engagerede i deres lokalsamfunds ve og vel.

Disse borgere efterspørger en offentlighedsstruktur, der på baggrund af direkte kendskab til forholdene - forstår at indgå i et fornuftigt samarbejde med dem/borgerne - og som bakker op om etablering af nye job og erhverv, trafiksikre veje for børn og unge, post - og apotekertjeneste, borgerhus/forsamlingshus, landsbykontor, lokalråd/landsbyråd, nærhed til et rimeligt udbud af dagligvarer, nærhed til børnehaver og folkeskoler op til 7. klasse, sikring af rent drikkevand, hensigtsmæssig affalds- og spildevandshåndtering, miljøorienteret energiforsyning m.v.

Disse borgere i landdistrikterne er interesserede i et samarbejde med deres nærmeste overordnede myndighed, kommunen, bygget på økonomisk ansvarlighed. De arbejder decentraliseret og "landdistriktspolitisk" - dvs. de hjælper forvaltningen og politikerne i deres kommune med at forstå, hvordan det kan betale sig ikke kun at have focus på centerbyen, (her Galten. Red.) men sikre basal service (feks. skoler og gode traffikforbindelser) overalt i kommunens landdistrikter, i tæt dialog med beboerne."

(- det var det vi havde på Borgermødet den 30. oktober i Forsamlingshuset, hvor vi i alt var 92 mennesker samlet, for at tale med hinanden om Stjærs fremtid. )

LAL's årsmøde udnævner også hvert år en "landsbytosse" - en person, der virkelig har gjort en forskel i sit lokalsamfund. I år blev der udnævnt 3 personer, en fra Ørbæk, en fra Vestjylland og en fra Sønderjylland. Det var spændende at høre om alt det, de havde gang i, i deres landsbyer. Og så er det utrolig inspirerende at være sammen med så mange folk - vi var nærved 100 fra hele Norden - der arbejder entusiasisk og frivilligt med udvikling af vore landsbyer og landdistrikter.

Pil

Landsforeningen af Landsbysamfund: www.lal.dk, www.landsbynettet.dk, www.hele-norden.dk

"Åbnings-kampen" - om motorvejen

Lokalpatriotismen flammede i ugerne op til motorvejsåbningen. Galten og Brabrand skulle ha' sovet i timen... og Låsby fik prinsessen, i åben karét, med rød næse, i iskoldt blæsevejr - og motorvejen siges at hedde Låsbymotorvejen. Så er det på plads!

Men vi i Galten fik... en formidabel Motorvejskoncert. Det var helt specielt. Galtenhallen bugnede af mennesker og musikere og store blomsteropsatser. Hej, sidder I der - og Jer, nej goddag - og Jer - det ville ingen ende tage, der var kendte ansigter foran og bagved, ved siderne og derovre og derhenne. Man følte pludselig, man hørte til et sted - i en større sammenhæng end i vores landsby. Vi indgik som en del af vores kommune den dag. Og der var nogle fra Sjelle og Herskind og Storring. Det var en fantastisk følelse. Og det var utroligt, at ha' så godt et overblik - og være så tæt på et helt symfoniorkester. Vi sad nææsten sammen med musikerne.

Jeg tror, vi er mange, der kunne tænke os sådan et kæmpestort kulturelt arrangement en gang imellem - med et par års mellemrum, hvor vi kommer fra hele kommunen til en fællesoplevelse, der går helt, dybt ind.

På nogle tidspunkter var det, som trak vi vejret i takt, alle 900, som én stor organisme. Det var en helt anden oplevelse, end at gå i Musikhuset eller i Arenaen eller andre store steder, med mennesker man ikke kender. Her var massevis af kendte ansigter hele vejen rundt. Det var en unik følelse, at opleve den koncert sammen. Og så blev det vist ikke ringere af, at vi fra Stjær, nok alle havde sommerfugle i maven for Karsten og Heidi. Mon de klarede det? Og de klarede det så godt!!!

Tak Niels på Folkebladet og Heidi og Karsten og alle, der har slidt og slæbt, for at give os andre sådan en kæmpeoplevelse!

Pil

Side 13
Side 13
Stjær Avis - Nr. 7, Side 13

Fra en landsby i provinsen…

8. og 9. generation på Den gamle slægtsgård

Engang var bønderne i Stjær fæstere under ryttergodset i Skanderborg. Senere var de et stykke tid under Søbygård og en kolerisk herremand. Det var et hårdt liv at være bonde og arbejde for sin herremand hele ugen – og kun i fritiden kunne arbejde for sig selv, på jord og gård, man havde i fæste af herremanden. Alligevel har Stjærbønderne ikke ligget på den lade side. Her er et citat fra Landgildejordbogen i Rigsarkivet i 1733:

At denne Bye er i en temmelig god Tilstand er ved Guds Forsuin meere beboernes Flittighed end Grund og Ejendommenes Godhed at tillegge. Landgilden ansættes af hver Tønder Hartkorn til 1 rigsdaler og 32 skilling. Om jordens beskaffenhed, står der: Jorden til Stjær er fugtig og kold, og en del ringere end den til Storring. Den har mange banker, nogle stenrevler, og i udmarken skarpere jord.

I slutningen af 1700-tallet – fik Stjærbønderne så mulighed for at købe deres fæstegårde på ”den fugtige, kolde jord” – og blive selvejere. Nu var det slut med at slide for herremanden, man fik pludselig tid til sit eget. Igennem årtier byttede man så jordstykker (udskiftningen), til al ens jord, der lå spredt i små bidder, blev samlet omkring gården. Nogle, hvis jorder blev samlet udenfor byen, flyttede derpå gårdene, sten for sten, ud på marken, hvor de opførte dem igen.

Én af disse udflyttergårde var Grønlundgård. Indtil udflytningen lå den lige overfor kirken, midt i byen. Den havde ikke noget navn, men da den blev flyttet 200 meter mod syd, op på grønagrene, med udsigt til Århus og med kikkert til Mols bjerge – og der blev plantet en masse træer omkring den, fik den navnet Grønlundgård. I lige linje, kan familien på Grønlundgård, føre deres slægt tilbage til 1663 – hvor første generation beboede gården overfor kirken, som fæstere under krongodset. Det er nu, i 2003, niende generation, Jens Grønlund og hans kone Kirsten Hvelplund, der bor på gården. Jenses far, Regnar Grønlund, der er født i 1919 er den ene fortæller i denne historie. Og for at føre historien op til i dag, fortæller Regnars svigerdatter Kirsten, der nu er frue på gården – om livet i 2003.

Det var i 1892-93, min bedstefar flyttede gården ud, fortæller Regnar Grønlund, der nu er 84 år, og bor sammen med sin kone Else, i det røde hus på hjørnet af Toftkærvej og Stenskovvej. Vi sidder og snakker i deres lyse stue. De har boet her et år og er rigtig glade for huset. Min bedstefar hed Frans Peter Nielsen og min far hed Jens Rasmus Nielsen – men vi fire drenge fik navnet Grønlund til mellemnavn. Det medførte at vi altid blev kaldt Grønlund til efternavn og nu er Nielsen slettet.

Min bedstefar døde i 1906 og min bedstemor Ane Marie Nielsen førte gården videre med hjælp af min far og hans brødre - efterhånden med min far, som bestyrer, fortæller Regnar. Jeg husker min bedstemor, som en ældre gråhåret dame der sad ved sin rok og kartede og spandt. Hun strikkede også strømper, velsagtens til vi fire børnebørn. En ting har bidt sig fast i min erindring som barn. Når Jeremias Jensen (en ven af familien) kom på besøg, skulle de ha’ sig en pris (vel en slags pulver), de stoppede i næsen. Bagefter begyndte de at nyse. ( - det var Jeremias Jensen, hvis sønner rejste til USA. Red.) Jeg husker også, hun lavede en god budding, som vi børnebørn kunne lide. Ligesom vi skulle hjælpe til med at bage pebernødder til jul.

Var der andre traditioner på gården omkring jul? Jah julemiddagen var jo okse- og hønsekødssuppe og kød og peberrodssovs. Og så risalamande. Og så var der julefrokost med hvidkål og sylte dagen før jul. Og posten kom til julefrokost. Han spiste en fast ugedag hos os hele året. Han cyklede jo rundt – men den gamle post var altid præcis på slaget 12. Så spiste vi. I min barndom kunne vi godt være 10 til middag på en almindelig hverdag. Men vi spiste...

(fortsættes side 14)

Side 14
Side 14
Stjær Avis - Nr. 7, Side 14

(fortsat fra side 13)

...hurtigt og sagde ikke ret meget. Karlene skulle hen og sove til middag – og posten skulle videre. De andre dage spiste han hos andre i byen. Han gik på skift.

Hvordan var det at være barn på en gård dengang, Regnar? Jah – far kunne måske nok være lidt streng overfor vi fire drenge. Vi kom tidligt til at deltage i arbejdet både i mark og stald. Jeg ved fra de voksne tjenestefolk, vi havde, at de ofte syntes, det var for hårdt for os; det var ikke sådan at vi fik klø, men vi blev holdt til ilden, som man siger. Mor var derimod en rolig blid kvinde. Hos hende kunne vi altid hente trøst, hvis far havde skældt ud. Hun holdt meget af blomster – og det var hende der stod for haven. Begge mine forældre tog del i, hvad der rørte sig i byen af foredrag og møder eller hvad der ellers foregik. De var flittige kirkegængere og de havde en stor omgangskreds af venner og naboer. Der blev sunget meget i vores hjem. Min far var i forskellige perioder medlem af menighedsrådet, formand for Stjernholm mejeri og i 1929 blev han udnævnt til sognefoged (politiets forlængede arm) - og lægdsmand. Jeg husker fra dengang jeg var barn, der var en opringning, engang der var fest. Så tog han sin kasket på – og gik af sted i festtøjet. Det var noget med en vagabond. Det kunne nogen gange føre til en anholdelse.

Så tog Regnar på Klank efterskole, på Ry højskole, på landbrugsskole, uddannede sig hjemme på gården, var landvæsenselev på to forskellige godser, blev forpagter og forvalter, mødte Else Krogh fra Hågerup Fyn og blev gift i Brahetrolleborg kirke. De to forpagtede Elses forældres gård, Lundegården, ved Korinth i fire år – og kom så til Stjær 1.8.50 – hvor de forpagtede Grønlundgård i fire år, inden de overtog den. Da var her to karle og en pige. Og de var i kost, siger Else fra sin lænestol. Nu blev hun gårdens madmoder – og det var hende, der stod for have og blomster og børn og hjælp i høst mv.

Min far ville holde som sognefoged, han var ikke så godt gående, siger Regnar. Jeg hjalp ham lidt. Det var feks. med incasso – vi sku’ drive penge ind, folk ikke havde betalt. Hvordan blev man sognefoged? Sognerådet indstillede tre personer til amtmanden over Århus amt og så blev man udnævnt af amtmanden. Da min far ikke ville mere, var vi tre fra Stjær der blev indstillet – og så fik jeg et brev fra amtmanden, at han havde udnævnt og beskikket mig. Det var 1. december 1953.

I 1966 var jeg opstillet til sognerådet for Stjær-Storring-Galten kommune og blev valgt ind. Da vi så skulle konstitueres, blev jeg valgt til formand. Jeg var jo helt ny og uprøvet – men jeg havde da været sognefoged og haft forskellige tillidshverv; været i bestyrelsen for mejeriet og brugsforeningen og landboforeningen, el-værket og menighedsrådet – men det var jo helt andre opgaver, at skulle ligne skat og sådan noget. Så drev jeg gården samtidig, på fuld tid, i week-enderne. Vi havde stadig køer.

Hvad med Jeres sociale liv. Var der tid til det? Ja, vi kom meget sammen i byen. Der var jo kaffegilderne. Vi havde mange venner. Men det blev ødelagt, da fjernsynet kom, midt i halvtredserne.

1.4.66 var der så kommunesammenlægningen mellem Storring-Stjær-Galten kommune og Sjelle–Skjørring kommune. Det hele hed nu Galten kommune. Og 1.4.70 kom kommunalreformen – og jeg blev borgmester. Fik du så lønforhøjelse? Jah ellers havde jeg ikke haft råd til at fortsætte. Og 1.4.70 kom også sammenlægning med Skivholme-Skovby kommune og Galten kommune, til den størrelse vi har nu.

Hvordan med dit forhold til Stjær, nu du var borgmester for så stort et område? (Regnar var i Stjær Sogns Borgerforenings bestyrelse, da forsamlingshuset blev udvidet og var også en årrække i boldklub bestyrelsen.) Jah - det hjalp jo ikke, jeg ville ha’ en masse igennem for Stjær. Men som tiden var, kunne jeg se, landsbyerne begyndte at sygne hen. Vi måtte se, at få noget ud til landsbyerne.

I 66, forlangte myndighederne så, at der skulle kloakeres fra Stjær, for affaldsvandet rendte ud i en bæk og lige ned i Tåstrup sø. Da der så nu skulle kloakeres, bestemte vi i sognerådet, at der skulle laves et kloakopland, så der var mange om at betale det. Så lavede vi Solhøjparken i Storring (de skulle også ha’ kloak), Pebbelparken, Nygårdsparken og Vestbakken – som kloakopland. Så var vi mange borgere til at betale for rensningsanlægget. Derfor blev der bygget i Stjær. Ved at vi fik bygget, var det muligt at få skole, bevare forsamlingshuset og brugsen og bageren. Men det var et vældigt slagsmål, vi havde med dem i amtet, der bestemte. De sagde, vi ødelagde Stjær som landsby. Jeg sagde det stik modsatte – at hvis vi byggede, kunne vi bevare skole, brugs og forsamlingshus.

Der var et borgermøde i forsamlingshuset om kloakeringen. Nogle var imod, nogle var for. Jeg blev rendt i næsen, at det var fordi jeg ville udstykke, der skulle kloakeres. Men det havde overhovedet ikke noget med det at gøre – for det var jo et krav udefra om kloakering af alle landsbyer af en vis størrelse. Men sådan ku’ det nogen gange være, at være i den stilling, siger Regnar stille.

Vi kunne blive ved Regnars historie længe – han har jo ”levet det hele med”. Den første traktor, en lille grå Ferguson, kom i 1949 – og den sidste hest blev solgt i 56. Det første blide ”sprøjt” til markerne kom i 60’erne. Det var en lettelse. ”De go’e gamle dage” var hårdt slid. Mange fik dårlig ryg. Det blev bedre, da vi blev aflastet af maskinerne. For eksempel roeoptagningen om efteråret var hårdt. Man gik med bøjet ryg, trak roerne op med den ene hånd og huggede toppen af med kniv, i den anden hånd. Der var ofte rim på bladene om morgenen. Det var hårdt.

(fortsættes side 15)

Side 15
Side 15
Stjær Avis - Nr. 7, Side 15

(fortsat fra side 14)

Men rent landbrugsmæssigt, var beslutningen om at afhænde køerne i 1971, den værste, jeg har skulle træffe, siger Regnar. Mit kommunale job levnede mig ikke meget tid til at afløse vores fodermester, og han skulle jo også ha’ sine ferier og fridage. Så siden november 71 har vi ikke haft medhjælpere på gården. Vi byggede kostalden om og fik i stedet 250 fedesvin – og startede også en ægproduktion. I nov. 86 leverede vi de sidste grise til slagteriet. Eksemplet med afhændelse af køer og grise er desværre ikke enkeltstående, men viser en kedelig udvikling indenfor dansk landbrug gennem de sidste 20 - 30 år.

Jeg må løsrive mig fra historiefortællingen nu, selv om jeg mærker, der stadig er oceaner at øse af, i Regnars hukommelse. Vi kunne skrive tykke bøger med lokalhistorie, fortalt af vore gamle her i Stjær.

Hvor går ”vejen” hen for landsbyerne nu, spørger jeg til sidst – og hvad med kommunesammenlægningerne, Regnar? Selv om der er kommet mere focus på landsbyerne, de senere år, så er der jo et utal af landsbyer, der har mistet deres sidste butik - ”købmand eller brugs” – det må føles trist og tomt. Jeg har altid haft det motto: ”Læg din handel i din lokale butik mens du er ung, så har du butikken, når du bliver gammel.” Mit ønske for Stjær skal være, at byen må udvikle sig stille og roligt, vi er stadigvæk ikke for mange til at holde liv i vores forretninger. De landsbyer der har mistet deres sidste butik får den aldrig tilbage, det gælder i hvert fald for de flestes vedkommende.

Til spørgsmålet angående kommunesammenlægningerne? Det ville vist være mærkeligt, hvis ikke jeg havde nogle tanker om det emne. Efter 12 år i den varme stol – slipper man vist aldrig, at gøre sig tanker om dette eller hint. Men indtil videre holder jeg det for mig selv. På nuværende tidspunkt siger jeg bare, godt det ikke er mig, der skal igennem de kommende forhandlinger. Jeg har prøvet det forud for kommunalreformen i 1970.
Så sidder vi i Grønlundgårds store smukke køkken, med udsigt over Stjær, og udsyn helt til Århus og Mols - med kikkert.
Kirsten overfor mig, er en moderne, udearbejdende kvinde. Hun er lærer og underviser på Gyvelhøjskolen, og hendes mand Jens, der er niende generation på gården – er først lærer, siden, som sin far, borgmester i Galten kommune.

Jeg er født og opvokset i Skivholme, som den mellemste af tre piger, fortæller Kirsten. Min far var vognmand der, min mor kom fra Vestjylland. Jeg gik på Herskind skole, som hed Skivholme-Skovby, dengang. Efter 7. klasse kom vi på Gyvelhøjskolen og så kom jeg på Statsgymnasiet i Hasle. Jeg traf Jens gennem nogle fælles venner fra Galten, da jeg gik i 3.g. Vi flyttede sammen i Århus og gik begge på Gedved Seminarium i fire år. I Århus boede vi på fjerde sal – og da vi fik Rikke, turde vi ikke lade hende stå nede i barnevognen og sove. Vi ville jo også gerne ud på landet i den friske luft, så vi flyttede til Stjær i 77. Vi byggede huset på Hårbyvej 3 – så havde vi farmor og farfar lige i nærheden. Min svigermor passede Rikke og også de to andre, Marie og Peter, de første tre år af deres liv.

I 88 byttede vi med farfar og farmor. Jens har altid hjulpet hjemme, men efter vi havde byttet, var det Jens, der bestemte, hvornår der skulle høstes, selvom han jo spurgte Regnar til råds. De har faktisk arbejdet sammen om gården og Regnar hjælper stadig. Svigermor har passet børn og hun og jeg har passet have – og har deltaget i høsten. Vi har været meget heldige, vi har passet godt sammen. Man kan sige, det har ikke været forudbestemt, at vi skulle overtage, men det har været meget naturligt. Har I nogen tanker om, hvad jeres børn skal? Nej, vi har ingen forventninger til børnene. Det må komme, som det kommer. Det ville da være rart, hvis et af børnene vil overtage gården – men det skal jo passe med det arbejde de får. Lige nu er Peter i USA mellem 1. og 2.g. Det var de to andre også. Marie er i Wien nu og læse - og Rikke i Munchen. Det er vigtigt de kommer ud – og den letteste måde at lære sprog på, er at opholde sig i landet. Så engelsk har de fået det år i USA, og Rikke og Marie har så tysk nu.

Hvordan var der i Stjær, i 77, da I flyttede hertil? Pebbelparken og Nygårdsparken var blevet bygget, så ”de nye” var kommet. Der var både den gl. brugs og købmanden og bageren. Og der var mange på vores alder. De havde købt hus et par år før. Skolen blev bygget i de år. Tidligere tog børnene med bus til Skovby og gik i skole. Men der blev lavet et udvalg, der arbejdede på at få bygget en skole. Der var Jens med. Der var pludselig så mange børn i byen, så man syntes godt, her kunne være en skole igen. Og Skovby voksede også – så der var børn nok til en skole derovre.

(fortsættes side 16)

Side 16
Side 16
Stjær Avis - Nr. 7, Side 16

(fortsat fra side 15)

Rikke begyndte i børnehaven, da hun var tre år. Der var meget liv omkring boldklubben og forsamlingshuset - og der var gymnastik i hallen. Der kom mange til høstfesterne i forsamlingshuset – for folk var nye i byen og ville gene lære hinanden at kende. Der var også en oldboys-fest om efteråret, 14 dage inden høstfesten. Det var når fodbolden sluttede. Og så slog børnene katten af tønden til fastelavn og der var juletræsfest for børn og voksne mellem jul og nytår. Tror du, der var flere folk hjemme i byen til daglig, end nu? Nej – folk i de nye huse arbejdede da begge to ude.

Hvad med politik? Er du aktiv i politik? Nej, det har jeg aldrig været; men vi snakker meget politik herhjemme. Nu er jeg med i Venstre – men når Jens er i politik, må det være nok. Og selv om jeg er medlem af Venstre, behøver jeg jo ikke være enig med Fogh i alting. Bemærkningen her ved åbningen, (folketingets åbning i oktober, red.) om lærerne og rundkredspædagogikken, det synes jeg var utrolig dumt sagt. Det er da fordi jeg er lærer. Jeg synes det er uretfærdigt, at Fogh siger sådan noget.

Er der forventninger til dig, som borgmesterfrue i kommunen? Nej – det syn’s jeg ikke, der er. Der er ikke så meget, jeg skal, men jeg er da med til nogle ting. Men mit arbejde tager det meste af min tid – og så skal haven passes og huset passes og jeg går tur med Freja (hunden) og cykler hjem fra skole om sommeren – og så går jeg til gymnastik på Stjær skolen. Jeg får dækket mit sociale behov i løbet af dagen, der er altid uro om én, på skolen – så jeg har ikke behov for meget, når jeg kommer hjem. Derfor opsøger jeg ikke noget i byen. Men jeg må sige, at nu hvor jeg ikke har børn i børnehave eller skole, er der mange jeg ikke kender, af de nye, der er flyttet til. Ku’ du tænke dig at deltage noget mere i byens liv? Jov – der er jo nogle der går, en vandreklub. Men – det passer mig bedre at gå, når jeg lige har tid – i stedet for en bestemt aften kl. 7. Men når jeg bliver pensioneret, skal jeg være med i De voksne Kvinders klub.

Telefonen ringer. Det er Regnar. Nej farfar, du behøver ikke komme og fyre – Jens er her lige om lidt! Det var farfar, siger Kirsten. Han passer godt på mig. Vi har halmfyr, så hvis Jens ikke kommer hjem, kommer han op og fyrer, så vi ikke fryser.

Hvordan med dit arbejde? Er det hårdt, at være lærer i dag? Nej, jeg har været på Gyvelhøj i 25 år, så nu begynder mine ”børnebørn” at komme. Det er helt sjovt at se sine gamle elever som forældre. Der har heller ikke været stor udskiftning på Gyvelhøj. Vi er ca. 50 lærere til 600 børn.

Så du er ikke en lærer, der er træt af at være lærer? Nej, det er jeg ikke. Jeg underviser i dansk, engelsk og tysk. Lige nu er jeg klasselærer for en 3. klasse. Jeg har to gange startet en 1. klasse og ført op til 9. – og jeg har jo fået mere erfaring i de 25 år. Og så bor vi et godt sted. Det er søde børn, men vi kan da godt mærke, at forældrene har travlt. Der er ting vi skal lære børnene nu, som de før lærte hjemmefra. Og forældrene er mere krævende i dag. De stiller store krav til skolen. Mht. til læseudviklingen, så tester vi løbende alle børn nu - efter den katastrofale læseundersøgelse for nogle år siden. Og jeg tror det er godt! Hvor vi før sagde – arh, det kommer nok, så tager vi nu fat i elever med læsevanskeligheder meget tidligere – og sætter ind, så de får et ekstra skub. Og der er mange forskellige indlæringsmetoder, vi kan bruge – for det er forskellige måder, eleverne lærer på. Vi har også meget bedre materialer nu. I sprogundervisningen hører vi, læser, diskuterer, ser videoer og bruger internet. Det med kun at læse op og oversætte, det bruger vi ikke mere. Jeg synes, det er et privilegeret skolevæsen, vi har - og jeg er glad for at være lærer.

Og her slutter vi. Kirsten og jeg er enige om, at den nutidige historie ikke skal fylde så meget.
Efterskrift:
Jeg kan afsløre, at traditionen med suppe og kød og peberrodssovs juleaften, ikke holdes i hævd på Grønlundgård – og at posten anno 2003 ikke har tid til at spise julefrokost, hos sine kunder.

Dette var historien om den sidste generation, Regnars og Elses, der overtog gården og fortsatte som deres forældre med fuldtidslandmandsskab for begges vedkommende, plus noget ved siden af. Og den første generation, Jens og Kirstens, der ikke tænkte i landmandsuddannelser, men begge er udearbejdende i andet erhverv, og alligevel, naturligt, kom til at overtage og videreføre gården – og endda også borgmesterembedet.

Det bliver spændende at følge, hvordan det danske landbrugsland udvikler sig ind i fremtiden – og hvordan kommende slægter vil præge slægtsgårdene – heriblandt Grønlundgård i Stjær. Tak for hele denne lange historie Regnar og Kirsten. Det var dejligt I ville fortælle den til avisen.

Pil

Side 17
Side 17
Stjær Avis - Nr. 7, Side 17

Børn og unges liv...

SKOLEN

9. og 10. december er der juleemnedag
11. dec. julefest for 0.-6. klasse
19. dec. kl. 8-11, sidste skoledag før jul!
1. skoledag i det nye år er mandag den 5. januar

(læs om skolens emnedage i oktober side 8-9)

SFO

Dec. Mdr. står selvfølgelig i julens tegn.

- D. 3.Dec. Skal vi på vores årlige juletur, vi går rundt om Slåen sø, samler ting og sager for at slutte af med varm kakao.
- D. 11.Dec. Har vi et hold fødselsdagsbørn der skal på tur, hvor turen går hen er endnu en hemmelighed.
- D. 12.Dec. Er der forældrekaffe og mon ikke også den står i julens tegn.
- D. 9.Jan. og d.13.Feb. er der forældrekaffe.

Derudover skal vi selvfølgelig julehygge og måske lave nogle julegaver, hvem ved december er jo fyldt med hemmeligheder. I Januar og Februar kunne vi jo håbe på en masse sne, så vi rigtig kunne få brugt vores kælke.

Venlig hilsen SFO'en og Lone Borgkvist

KLUB VÆRESTEDET

Holder Børnejulefrokost den 17. december.

STJÆR FÆLLESBIBLIOTEK

Biblioteket bliver betjent på følgende tidspunkter:

Mandag 10.00 - 12.00 + 16.00 - 20.00
Tirsdag 12.00 - 16.00

Derudover er du velkommen i skolens åbningstid!

Filmklub:

Mandag 19. januar:
- Er du fej, Alfons Åberg
- Mortens Badebold
- Trine i sne

Mandag 16. februar:
- Teddy Brum
- Rotten kommer
- Den blå kat

I december udstiller Tina Kolding fra Stjernholm Mejeri!

KFUM-spejderne

Siden sidst har vi haft et par forskellige arrangementer. I september var det et familiearrangement for spejderne og deres søskende og forældre. Vi var på løb med Ronja Røverdatter. Det blev en rigtig hyggelig lørdag, vejret var med os med dejligt solskin. Vi startede dagen med at sætte flaget. Dernæst blev familierne, som var delt op i hold sendt ud på et stjerneløb, hvor de rundt omkring i Stjær skulle løse forskellige poster, som tog udgangspunkt i Ronja Røverdatter.Der blev gået til opgaverne med stor lyst og flid. Efter løbet var der boller og varm kakao, hvorefter vi kunne kårede de tre bedste hold, som hver blev belønnet med et flot spejderråb. Vi vil gerne takke for den store opbakning.

Både ulvene og spejderne deltog den 6. oktober i årets Oktoberdyst. En dyst mellem Galten kommunes forskellige spejderkorps, hvor der kæmpes om et par sølvøkser.´En blandt de store og en blandt de små. Dysten var arrangeret af KFUM-spejderne i Herskind, og havde Mongoliet som tema. Det betød at børnene bl.a. skulle skyde med bue/pil, smage varm mælk og mongolsk slik, lytte til strubesang og spå ved hjælp af dyreknogler. Sidste år var Stjær på hjemmebane og vandt begge sølvøkser. I år fik vi også et flot resultat, idet vore to hold storspejdere blev henholdsvis nr. 2 og 3. Rigtig godt gået. Vinder blev et hold fra FDF.Men Stjær-spejderne giver ikke op, både ulveunger og storspejdere vil kæmpe næste år for at sølvøkserne kommer tilbage til Stjær.

Den 26. oktober var der BUSK-gudstjeneste i Stjær-kirke, hvor spejderne hjalp vor sognepræst. Et par ulveunger, Sara og Troels, stod for henholdsvis indgangsbøn og udgangsbøn. I stedet for en prædiken var både spejdere og ulve involveret i et mindre dramastykke baseret på lignelsen om den lamme mand, til hvem Jesus sagde "Rejs dig op og gå", hvorefter manden kunne gå igen. Ungerne gik til opgaven med godt humør og der var atter en rigtig god opbakning fra forældrene i deres deltagelse i gudstjenesten.

Vi er nu gået den kolde og mørke tid i møde, hvilket betyder at vore aktiviteter fortrinsvis vil foregå indendøre. Spejderne arbejder bl.a. med knob og besnøringer, kort og kompas. Hos ulvene arbejder vi på at tage bl.a. ulvemærket, hvor vi hører om Mowgli og hans venner i junglen og arbejder med forskellige aktiviteter i relation hertil. Det varer jo heller ikke længe inden julen står for døren, så vil vi høre juleevangeliet og synge nogle julesange og -salmer. I december er det også tid for vor jule-weekend. Denne vil finde sted fra fredag den 5. december til lørdag den 6. december. Her vil hele gruppen være samlet, både ulveunger og storspejderne og vore rovere. Jul er også ensbetydende med julekalendertid. Her kan du hjælpe. Køb en julekalender, når spejderen ringer på din dør! Overskuddet fra salget er en del af vore indtægter i Stjær-gruppe og bliver brugt til vort arbejde med børnene. Hvad det nye år vil bringe, står endnu hen i det uvisse, men ét er sikkert: Alle vore ledere står fortsat klar til at give børnene nogle gode og spændende oplevelser.

Endelig vil vi gerne sige tak til alle dem som åbnede døren for vore spejdere under Spejderhjælpsugen. Børnene var virkelig stolte over at kunne hjælpe folk. De følte de havde gjort en forskel. Resultatet, af hjælpen her i Stjær, var næsten 2500,- kr. som sammen med bidragene fra resten af landet, via korpset, går ubeskåret til at hjælpe gadebørn i Malawi.

Hilsen Dorte Nothlev, gruppeleder. 8695 0717

TØRFISK I STJÆRHALLEN

Boldklubben holder:
KONCERT MED TØRFISK I STJÆRHALLEN - 19. MARTS 2004
SÆT ALLEREDE NU X I KALENDEREN

YDERLIGERE OPLYSNINGER I NÆSTE NUMMER AF FLASKEPOSTEN JANUAR 2004 OG PÅ PLAKATER SOM VIL BLIVE OPSAT I BYEN.

Billetter kan bestilles nu - 86950149

Side 18
Side 18
Stjær Avis - Nr. 7, Side 18

Foredrag i Stjær Forsamlingshus

Torsdag den 5. februar kl. 19.30, Peter A.G.Nielsen fra Gnags om:
Det sansende menneske
Peter AG’s foredrag tager udgangspunkt i det postulat, at færre og færre har sig selv med i det, de foretager sig. Vi opdrages så at sige systematisk til, at sælge ud af os selv – hele den sanselige tilstedeværelse, ikke se, ikke høre, ikke dufte, ikke røre. Og når vi mister de sanselige dimensioner, mister vi følsomheden og evnen til at opleve sammenhænge og samhørighed – også med naturen.

Om den kunstneriske dimension og kunsten som en måde at lære sig selv at kende på.
Om kunsten som udtryk for den glædelige harmoni mellem ånd og krop.
Om oplevelsen af kunsten som det væsentlige.
Oplevelsen er hele forudsætningen for forståelsen.

Kom og oplev Peter AG i Stjær forsamlingshus!

Hilsen Foredragsudvalget i Storring-Stjær-Høver.

Folkedanserne indbyder til Søndagsdans fra 14 – 17

Tag hinanden under armen – unge, gamle, børn og voksne – og mød op i Stjær Forsamlingshus søndag den 25. januar 2004. Her vil være mulighed for at danse vals og polka, lidt squaredans, folkedans og sanglege. Der bliver noget for alle både øvede og begyndere. En rigtig familiehyggedag! Øl og vand kan købes, kaffe og te må medbringes!

Vi ses. Stjær Folkedanserforening

Eftermiddagsmøder i Storring Præstegård

Tirsdag den 13. eller 20. januar kl. 14, v. Carsten Marvig. Vi begynder med gudstjeneste i Storring kirke. Efter kaffen skal vi synge og sognepræsten fortælle.

Tirsdag den 10. februar kl. 14. Tidligere sognepræst ved Århus Domkirke Broder Wandahl fortæller om: Oplevelser fra et langt præsteliv.

Alle er velkomne til møderne!

Julefest i Bethesda

Mandag den 29. december kl. 19-21.30

Velkommen til en klassisk julefest for hele familien! Børnekonsulent Jette Bak Pedersen, Hammel kommer og holder juletale, desuden skal vi synge og lege om det store juletræ, have kaffe og lagkage og så er der selvfølgelig godteposer til alle børn.

Pris 15 kr. for voksne og 5 kr. for børn.

Gå ikke glip af denne fest for børn og voksne ! Arr. Søndagsskolernes børneklubber og juniorklubben i Galten kommune, Indre Mission.

Side 19
Side 19
Stjær Avis - Nr. 7, Side 19

DEADLINE

Deadline for stof til næste Avis, der udkommer i begyndelsen marts er: Tirsdag den 10. februar 2004!

Send til:

Stjær Avis, Hårbyvej 58, Stjær, 8660 Skanderborg
eller Mail: stjaeravis@stjaer.net
eller læg i Stjær Avis kasse i Brugsen!
Hilsen redaktionen, Tlf: 8695 0825

Foreninger, grupper og institutioner i Stjær med kontaktpersoner:

Stjær Sogns Borgerforening
Janne Sørensen, tlf: 8695 0254
Udlejning: Janne Sørensen, tlf: 2925 2665, Mail: js@dahlberg.dk

Stjær Avis-Gruppe
Pil Brudager, tlf: 8695 0825, Mail: stjaeravis@stjaer.net - modtager indlæg til avisen. De kan også indleveres i Brugsen.

Stjaer WEB-Gruppe
Bjarne Schøler Sørensen, Mail: bss@tdc.dk, tlf: 86950808

Stjær By-Portal
WebMaster: Roy Blüthgen, Mail: webmaster@stjaer.net, Tlf: 86 24 02 26

BaseHouse-gruppe
Pil Brudager, tlf: 8695 0825, Mail: basehouse@stjaer.net

PC - koordinator
Bent Skovsende, tlf: 8695 0478, Mail: bent@skovsende.dk

Landsby-udviklings-gruppe
Heidi Gargulak Andersen, tlf: 8695 0650, Mail: heidi@gargulak-andersen.dk

Børnekultur-gruppe
Jeanine Marie Bonadies, tlf: 8695 0594, Mail: jeanine@thogersen.dk

100 års Revy-Gruppe 2004
Marianne Andersen, tlf: 8695 0677, Mail: fru-andersen@mail.tele.dk

100 års Festudvalg 2004
Vibeke Brøndum, tlf. 8695 0599, mail: vbm@maerskdata.dk

Fællesspisning i Forsamlingshuset
Heidi Gargulak Andersen, tlf: 8695 0650, Mail: heidi@gargulak-andersen.dk

De Voksne Quinders Klub (DVQK)
Vibeke Ottosen, tlf:. 8695 0142, Mail: oot@mail.dk

Stjær Billedmagere
Tina Kolding, tlf: 8695 0630, Mail: tina@is-stjernholm.dk

Stjær Folkedansere
Galten aftenskole, Peter Erik Jensen, tlf: 8695 0181

Stjær Boldklub
Henning Røgen, tlf: 8695 0414, Mail: henning@rogen.dk, Hjemmeside: www.stjaerboIdklub.dk

Bordtennis i forsamlingshuset
Peter Schmidt, tlf: 87612015, Mail: news@sicom.dk

Motions-Vandreture-fra-klubhuset
Susanne Røgen, tlf.: 8695 0414

KFUM Spejderne
Erna Nielsen, tlf: 8695 0186, Mail: erna_n@worldonline.dk

Stjær Vandværk
Bent Skovsende, tlf: 8695 0478
Fejlmelding: Peter Gabriel, tlf: 2343 5083, Mail: vand@stjaer.net

Ejerlav for Tåstrup sø
Jacob Thulesen Dahl, tlf: 86950027, Mail: jd@thlang-hf.dk

Pebbelparken Grundejerforening
John Matthiasen, tlf: 8769 5050, Mail: john.matthiasen@mail.dk

Nygårdsparken Grundejerforening
Mike Beyer-Pedersen, tlf: 8695 0656, Mail: cara@cara.dk

Dagplejen
Karin Beyer-Pedersen, tlf: 8695 0656, Mail: cara@cara.dk

Børnehaven
Kirsten Andersen, tlf: 8695 0499, Mail: stjaer_boernehave@galten.dk

Skolen
Tina Sørensen, tlf: 8695 0300, Mail: ts@galten.dk

Stjær Fællesbibliotek
Pia Karmark, tlf: 8695 0172, Mail: stjaerfaellesbibliotek@galten.dk, Hjemmeside: www.stjaerskolen.dk

SFO
Lone Borgkvist, tlf: 86950574, Mail: regnbuen@galten.dk

Ungdomsklubben Værestedet
Kirsten Pedersen, tlf: 8695 0497, Mail: klub.vaerestedet@mail.dk

Menighedsrådet
Anna-lise Ravn, tlf: 8695 0171, Mail: a-l-ravn@city.dk
Kirken: Carsten Marvig, tlf: 8695 0074, Mail: cma@km.dk
Foredragsudvalget i Storring-Stjær-Høver: Else Bjerregaard, tlf: 8695 0121, Mail: else.bjerregaard@os.dk

Indre Mission
Repr. i Stjær: Nicolaj Wibe Nielsen, tlf: 8695 0160, Mail: nicolaj@kfs.dk, www.stjaer.indremission.dk

Familie og Samfund
Repr. i Stjær: Grethe Vesterbæk, tlf. 8695 0119, Hjemmeside: www.famogsam.dk

Kræftens Bekæmpelse
Repr. I Stjær: Susanne Røgen, tlf: 86950414

Det Danske Haveselskab
Repr. i Stjær: Conny Andersen, tlf: 8695 0581, Mail: mo-a@mail.tele.dk - plantemarked forår og efterår!!

Skanderborg Fjerkræ, racehøns
Repr. i Stjær: Mogens Andersen, Tlf: 8695 0581, Mail: mo-a@mail.tele.dk

A.M.B.A. Stjær Brugsforening
Henrik Lomholt, tlf: 8695 0010, Mai!: 02715@FDB.dk, hjemmeside: www. FDB.dk

Galten Erhvervsråd
Peter Schmidt, Stjær, tlf: 8761 2015, Mail: news@sicom.dk

Vi har tre dagligvarebutikker:
Stjær Bageri, tlf: 8695 0007
Stjær Dagli’ Brugs, tlf: 8695 0010, Mail: 02715@FDB.dk
Gårdbutikken Bøvlinggård, tlf: 8695 0629, Mail: boevIinggaard@zybermail.dk, Hjemmeside: www.Boevlinggaard.dk

Og en frisør:
Salon Stjær: 8695 0035

Side 20
Side 20
Stjær Avis - Nr. 7, Side 20

Byens juletræer
Byens juletræer, både det ved kirken og det i forsamlingshuset, har Thomas Mikkelsen, Hårbyvej 96, foræret os. Vi fik selv lov at vælge i granskoven – i øsende regnvejr. Tak Thomas!

Julie fra Vestbakken
I aften kl. 20 stiger spændingen når Julie fra Vestbakken deltager i 2. semifinale i Stjerne for en aften. Vi sidder foran ”flimmerkasserne” Julie! Uanset hvad der sker, har du godt nok klaret dig flot!! Pøj pøj!

Loppemarked forår 2004 - Den 13. og 14. marts!
Lopper kan indtil 13. marts 2004 – afleveres i stalden hos Bjarne, Lindegården, Kollens Møllevej 31. Så når I rydder op, så kør de gode sager ud i stalden hos Bjarne! Tlf: 8695 0808

Kom til julekoncert
Søndag den 7. december kl. 19.30 i Storring Kirke og syng julen ind sammen med FORTUNA KORET under ledelse af Frede Lovmand. Fri entré !!

STJÆR AVIS
Hårbyvej 58, 8660 Skanderborg / mail: pil@post12.tele.dk og stjaeravis@stjaer.net. Stof til avisen kan også afleveres i Stjær Avis kasse i Brugsen. Sidste frist er tirsdag den 10. februar 2004! Fredag den 28. november om morgenen går denne avis i trykken.

Aktiviteter i byen:

December 2003
Ons. 3. SFO – juletur omkr. Slåensø
Fre./lør. 5.-6. Spejderne jule-week-end
Lør. 6. 10 og 14 - Julebanko i fs.hus
Søn. 7. 10.30 Gudstjeneste Stjær Kirke
Søn. 7. 14 – Julestue i fs.hus
Tirs. 9.-10. Skolen juleemnedage
Ons.10. 19.00 - Stillegudstj. i Stjær kirke
Tors. 11. skolen – 0.-6. holder julefest
Fre. 12. 19.30 møde i Bethesda
Fre. 12. SFO – forældrejulekaffe
Søn. 14. 9.00 – gudstj. i Stjær kirke
Ons. 17. Børnejulefrokost i Værestedet
Fre. 19. SIDSTE skoledag før jul
Søn. 21. 10.30. Gudstj.i Storring kirke
Ons. 24. 14 og 16 jule gudstj. i Stjær
Ons. 24. 15 jule gudstj. i Storring kirke
Tors. 25. 9.00 gudstj. i Storring kirke
Tors. 25. 10.30 gudstj. i Stjær Kirke
Søn. 28. 9.00 gudstj. i Stjær kirke
Man. 29. 19.00 Julefest i Bethesda

Januar 2004
Tors. 1. 10.00 nytårsgudstj. i Stjær kirke
Tors. 1. 11.15 nytårsg. i Storring kirke
Søn. 4. 9.00 i Storring kirke
Søn. 4. 10.30 i Stjær m. kirkekaffe
Man. 5. – FØRSTE skoledag i 2004
Ons. 7. Voksne quinder starter igen
Ons. 7. 19.00 Stillegudstj. i Stjær kirke
Fre. 9. SFO forældrekaffe
Søn. 11. 9.00 i Stjær kirke
Søn. 11. 10.30 i Storring kirke
Fre. 16. 19.30 møde i Bethesda
Lør. 17. 10-16 Landsbykonference
Søn. 18. 9.00 i Storring kirke
Man. 19. Filmklub på biblioteket
Søn. 25. 14-17 Søndagsdans
Søn. 25. 9.00 i Stjær kirke
Søn. 25. 10.30 i Storring kirke
Man. 26. 17.30 Fællesspisning i fs.hus
Ons. 28. 19.00 Stillegudstj. I Storring

Februar 2004
Søn. 1. 10.30 i Stjær kirke
Søn. 1. 14-16 Hatteteater i fs.huset
Tors. 5. 19.30 Peter AG i fs.huset
Fre. 6. 19.30 Møde i Bethesda
Søn. 8. 10.30 i Stjær m. kirkekaffe
Tir. 10. 14.00 Møde i Storring præstegård
Ons. 11. 19.00 Stillegudstj. I Stjær kirke
Fre. 13. SFO – forældrekaffe
Fre. 13. 19.30 Møde i Bethesda
Søn. 15. 9.00 i Stjær kirke
Søn. 15. 10.30 i Storring m. kirkekaffe
Man. 16. filmklub i fælles-biblioteket
Søn. 22. 10.30 i Stjær kirke
Søn. 22. 14.00 i Storring – fastelavn
Søn. 29. 9.00 gudstj. i Stjær kirke


Opdateret 08-Mar-2004   Skrevet af Pil Brudager   21869 læsninger

Printervenlig Printervenlig
Forside  |  WebMaster - Email  |  Kontakt Formular  |  Brugermanual  |  Anbefal Stjær By-Portal  |  

Stjær By-Portal ses bedst med skærmopløsning 1024 x 768 eller højere